Som filosof har jeg en inklination mod fundamenter. Jeg skal bruge noget at stå på, for at kunne række ud og gribe godt fast om tingene.

Jeg vil danne det fundament med mit blogindlæg, så jeg og du, kan blive klogere på hvad teknologi er og hvordan teknologier kan influere på menneskers selvopfattelse og rettethed mod verden i bredeste forstand.

Min fornemmelse har længe været, at jeg selv er dybt påvirket af den hastige digitalisering, hvor hele mit sociale liv er blevet koloniseret af nye platforme, digitale skyer og lange ledninger. Det er også en fornemmelse af, at det sker umærkeligt bag om mine bevidste valg. Det er mildt sagt, en sten i skoen, som jeg siden Coronatiden har beskæftiget mig indgående med. Med forsinkelse. Sådan som det oftest er.

Det er lidt af en rejse, som du kan komme med på.

• Først vil jeg prøve at forstå teknologier som selvstændige aktører. Her henter jeg hjælp fra to fænomenologiske eksperter.
• Dernæst vil jeg fortælle historier fra fortiden, om dobbeltgængere, kollektivistiske aliens og zombier. fordi det ikke er nyt, at vi er særligt frygsomt optaget af det som danner os uden om vores bevidste kontrol.
• Så slår jeg et smut forbi fremtiden og en dystopisk advarsel om de nye digitale teknologier.
• Før jeg til slut, men i høj grad til en undervisningsrettet begyndelse, vil introducere en række teknologier, som virker ind i unge og voksnes verden anno 2025. De kan derfor kan gøres til genstand for aktiviteter, der knytter sig til teknologiforståelse,

Er dit ærinde, at få greb om teknologiforståelse som fag in the making, så anbefaler jeg:

1. At læse de 10 siders råudkast til den nye faglighed.
2. At lytte til Praksis podcastafsnit #50 med gæst Lars Bo Andersen i 50 afklarende minutter.

Tilbage til teknologierne selv med patient 09

Citatet og det følgende afsnit bygger på forskningsartiklen: Back to the Technologies themselves: Phenomenological turn within Postphenomenology af Dmytro Mykhailov og Nicola Liberati. I baggrunden spøger en fantastisk fin artikel fra Learning Tech 10 – Trin mod en myndiggørende teknologikritik af Bjarke Lindsø Andersen og Oliver Alexander Tafdrup.

I mødet med moderne teknologi bliver det stadig sværere at fastholde en ide om, at teknologier blot er passive redskaber, vi som mennesker kan anvende efter behov. Mykhailov og Liberati foreslår derfor, inspireret af Edmund Husserls motto “Tilbage til tingene selv”, en forskydning: I dag må vi snarere vende tilbage til teknologierne selv. Ikke for at betragte dem som neutrale og rent medierende objekter, men for at forstå dem som medvirkende aktører i vores erfaring.

Deres pointe er, at teknologier ikke blot medierer handlemuligheder; de påvirker os mere fundamentalt ved at strukturerer og orienterer vores måde at være i verden på. Teknologier udøver en form for rettethed – en intentionalitet – som ikke kan funderes i menneskets bevidsthed og viljeshandlinger alene. Teknologierne handler ikke i klassisk forstand, men de påvirker verden os på måder, der former vores perception, vores selvforståelse og vores vurdering af situationer, ofte uden at vi bemærker det.

Et køleskab retter sig kølende mod maden, en anbefalingsalgoritme retter sig katalogiserende mod musiknumre på Spotify, og en sprogmodel retter sig beregnende mod vores naturlige sprog. Disse teknologier udfolder sig aktivt i verden, men de gør det oftest i baggrunden eller en utilgængelig backend, hvor deres indvirkning er usynlig for os.

Teknologiernes passive-aktive medvirken illustrerer Mykhailov og Liberati med Patient 09. Jeg vil dele eksemplet med jer, fordi det er så illustrativt for, hvordan et menneskes rettethed kan medkonstitueres af en teknologi.

Patient 09 var en kvinde med fremskreden Parkinsons sygdom, som blev behandlet med Deep Brain Stimulation (DBS). Hæng i! DBS er en neurokirurgisk behandlingsform, hvor tynde elektroder implanteres i hjernen for at modulere elektrisk aktivitet. Elektroderne forbindes til en pulsgenerator under huden, en slags “pacemaker for hjernen”, der udsender kontinuerlige impulser.

Efter indgrebet oplevede Patient 09 en markant forbedring: rystelser og stivhed forsvandt næsten, og hun genfandt en fysisk vigør, hun ikke havde haft i årevis. Hun kunne bevæge sig frit og handle mere spontant. I medicinske termer havde behandlingen ændret hendes interoceptive sansning: hendes evne til at mærke egne kropssignaler som træthed, smerte og anstrengelse, de sanser der normalt minder os om, at vi er begrænsede og sårbare.

En dag forsøgte Patient 09 at løfte (eller tippe) et billardbord og kom til skade. Set udefra virker det grotesk, at en ældre kvinde med mange års invaliderende Parkinson løfter på et billardbord. Set fra perspektivet af DBS-teknologien, var kvindens handling forståelig. Et billardbord fremstod nemlig ikke længere som en tung, urokkelig genstand, men som noget håndterbart, noget-at-løfte-på-uden-problemer.

Patient 09s selvopfattelse blev radikalt forandret af behandlingen.

Med DBS-teknologien på arbejde

Når DBS-systemet først er integreret, træder det ud af opmærksomhedsfeltet og bliver en del af den baggrund, kroppen orienterer sig ud fra. Systemet virker stabilt og kontinuerligt, som en baggrund for patientens erfaringshorisont.

Hos Patient 09 viste det sig som en forandret kropslig orientering. Symptomerne fra Parkinson blev stærkt reduceret og hun opfattede kroppen som mere stærk og kapabel end før. Forskydningen udsprang ikke af en bevidst oplevelse af teknologiens tilstedeværelse, men af den måde systemet formede hendes rettethed mod sig selv og verden.

Mykhailov og Liberati indfører begrebet teknologisk intentionalitet. Teknologien optræder som en selvstændig pol i intentionalitetsrelationen, som en deltager i selve oplevelsens frembringelse. Teknologien er ikke blot medierende. Den er medkonstituerende for den verden, patienten erfarer og orienterer sig ud fra. DBS-systemet blev en del af hendes kropslige baggrund, og det er den baggrundvirkning, som Mykhailov og Liberati gensporede i hendes tilsyneladende mærkværdige handling.

Samtidig virker DBS-systemet i et bredere teknologisk netværk. Moderne DBS-implantater registrerer hjernesignaler, justerer stimulationen og opdateres gennem eksterne systemer. Teknologien er ikke blot en ø i en patients hjerne, men forbundet med andre aktører og processer, som fortsat påvirker og ændrer dens virke som aktør.

(1) Læger og specialister, der tilgår og justerer systemet via eksterne computere og cloudbaserede grænseflader.
(2) Softwareopdateringer, der kan installeres uden kirurgisk indgreb.
(3) Autoadaptation, hvor systemet opsamler og analyserer hjernesignaler i realtid.
(4) Digitale infrastrukturer, hvor data lagres og behandles.
(5) Producenter og regulative organer, der former teknologiens udvikling.

Oftest er det nemt at få øje på, hvad teknologien viser, det, den gør tilgængeligt, håndterbart, handlingsrettet. Sværere er det at bringe i omsigt, hvad den samtidig skjuler. Det, der træder i baggrunden. I Patient 09s tilfælde er teknologien ikke bare hjælpemiddel, men en ontologisk ramme. Den danner en baggrund for hendes oplevelser. En slags stiltiende struktur, hvorfra verden og hendes selvforståelse bliver til. Og du mærker det måske allerede i dit eget liv. Push-notifikationer. Adaptive anbefalingssystemer. Bløde knapper. Spilmekanikker og nudging. Selvom det er teknologier, som du fysisk kan holde ud i strakt arm, så ændrer de den måde, som vi anskuer og erkender os selv, andre og verden på.

Den enorme mængde af passivt-aktivt virkende teknologier i forgrenede netværk bringer derfor også en didaktisk opgave med sig. At bringe deres passive-aktive medvirken og deres baggrundsrelationer frem i lyset. At gøre dem til genstand. Vi kan måske ikke vikle os helt ud af teknologierne, selv når vi undersøger dem, men vi kan skabe en distance til dem ved at gøre dem til genstand. Når teknologien gøres til et andet, kan vi teste den, analysere den, redesigne den og gøre den til genstand for filosofiske overvejelser. Vi kan få fat om det der OGSÅ. Alt det teknologien også er og kan være, som først bliver synligt, når vi tematiserer den som passivt-aktivt medvirkende.

Teknologier som aktører i mundrette bider

Opsamlende kan vi sige om teknologier, at de…

(1) ikke blot medierer menneskelig erfaring, men former den aktivt.
(2) kan “handle” i verden gennem deres egen indlejrede intentionalitet.
(3) passivt-aktive virkninger kan føre til utilsigtede og i værste tilfælde destruktive konsekvenser
(4) er en del af et netværk af aktører

Patient 09s uheld er et eksempel på, hvordan teknologier konstituerer vores forhold til os selv og verden på måder, der rækker ud over deres umiddelbare funktion. Og dem er der flere og flere af.

Når aktøren er særligt ny og ukendt har mennesket det med, at vende den frygtsomme skaberpen mod aktøren. Du kender det som science fiction og i særdeleshed som dystopier. Selvom genstanden for vores frygtsomme fremtidsforestillinger har ændret sig med tiden, så er vi alligevel i båd med fortiden. Mennesket har altid været optaget af dystopien, det er blot genstanden som ændrer sig. Min genstand er de dystopier, som i særlig grad har installeret en ny aktør på subjektets plads. Mennesket er blevet spaltet i uhyggelige dobbeltgængere. Mennesker er blevet til hylstre for aliens eller andre menneskers intentioner og vælde. Mennesker er blevet til stupide søvngængere. Det er altså ikke nyt, at vores fornemme plads som selvstændige og selvtransparente aktører bliver udfordret.

Jeg vil besøge nogle fremtidsforestillinger fra fortiden, før vi igen vender os mod de digitale teknologier, som bliver den primære genstand i det nye teknologiforståelsesvalgfag anno 2027.

Dystopier – Dobbeltgængere, aliens og zombier flytter ind

Mennesket er et spaltet hus med støvede rum, der altid synes at efterlade plads til indflyttere. Det kan være digtale teknologier, men det kan også være en dobbeltgænger, en kollektivistisk alien eller en zombie, som flytter ind i menneskehuset, og fundamentalt ændrer vores rettethed.

Tendensen er at det er den nye dannende nyhed, som flytter ind. Med Facebook og en endeløs strøm af underholdninger flytter zombien ind, med “truslen” fra fascisme, nazisme, kommunisme eller andre kollektivistiske ideologier, som tildeler subjektet en sekundær rolle, flytter aliens ind i særligt USA og eliminerer det, der gør mennesket unikt. Med tabuisering, undertrykkelse af drifter og negative følelser, flytter dobbeltgængeren ind. Det vi ikke har integreret er stadig en del af os, og den andenhed former os ALTID OGSÅ. Her følger et katalog over andenheder, som tidligere er flyttet ind i menneskehuset…

Igennem historien har subjektet ofte spillet en sekundær rolle i sit eget liv. Dobbeltgængere, aliens og zombier er fx flyttet ind.

Black Mirror og fremtidens behandlingsmuligheder – Subscribe or Die

Black Mirror er dystopi på flaske. Når du knapper op, så ved du at væsken er sort og bitter. Det er præmissen. Når nye teknologiske muligheder forvaltes af mennesker, så bruger de det ondt. Black Mirror er en advarsel til os nutidsmennesker om den nærmeste fremtid. Den advarsel, som vi får i afsnittet Subscribe og Die, handler netop om behandlingsmuligheder, der omkalfatrer forholdet mellem krop og sind. Til forskel fra fortællingen om patient 09 er Big Corp, Rivermind, involveret i Subscribe or Die, som et pokkers egennyttigt firma. I Black Mirror er magten altid ulige fordelt mellem de store magtfulde firmaer og institutioner og de enkelte mennesker. Du skal nu møde ofrene.

I første afsnit af sæson 7 møder vi Amanda (Rashida Jones), en skolelærer, og hendes mand Mike (Chris O’Dowd). Da Amanda pludseligt kollapser, finder hospitalet en aggressiv hjernesvulst. Dommen er ubarmhjertig. Udsigten til at Amanda vågner fra sin koma er lille. Et firma, Rivermind, tilbyder en “redning”: de kan klone/lave en backup af Amandas kognitive funktioner til en server, fjerne tumoren og derfra streame Amandas bevidsthed tilbage ind i Amandas krop via et implantat. Operationen er “gratis”, men bevidstheds-streamingen kører som et abonnement. introduktionsprisen er ~300 USD/måned. Rivermind lader dog Mike vide, at der er vise begrænsninger: et større søvnbehov og geofencing (Amanda skal blive inden for serverdækningen). Mike samtykker, Amanda “vågner” og hverdagen normaliseres til en start.

Abonnementsprisen stiger gradvist, mens servicekvaliteten falder. Lyder det velkendt? Rivermind udnytter implantatet til kontinuerlig datastream, telemetri og fjerntilpasninger, som bruges til at forbedre og monetarisere produktet. Efterhånden begynder Amandas krop og stemme uønsket at spytte sponsorerede fraser og reklamelignende udsagn ud i pludselig udslag. Hun får også brug for mere og mere søvn og går nærmest i dvale.

Sundhedsteknologi er blevet til SaaS, hvor vitale funktionaliteter placeres bag paywalls. Rivermind introducerer booster-pakker for at genskabe Amandas nærvær og opmærksomhed; uden dem begynder Amanda at falde ud, blive sløv eller miste sproglig kontrol. Mike tager ekstra arbejde og søger ekstreme måder at skaffe penge på. Men fornemmer tidligt, hvor det ender. Mike er chanceløs.

For at betale de nye booster-pakker selvskader Mike på livestreams for donationer. Boosterne virker kun kort; Amandas “klarsyn” vender tilbage i timer, så minutter, så sekunder, hvorefter Riverminds algoritmer igen strammer skruen. Ægteskabet reduceres efterhånden til transaktioner for tidslommer af nærvær med Amanda.

SPOILER ALERT⤵️

I en af de reklameagtige trance-episoder beder Amanda (i den sidste klare lomme) om at blive slået ihjel. Mike kvæler Amanda, som en barmhjertighedshandling over for en teknologi, der har gjort Amadas krop til en reklameplatform og parasitisk bruger hende som eksperimentelt nodalpunkt.

Black Mirror, teknologisk intentionalitet og fremtidsforestillinger

Black Mirror-afsnittet strækker ideen om patient 09 og trækker kapitalisme og big tech ind i behandlingsligningen. Set med Mykhailov Liberat teoretiske øjne er teknologien blevet til en aktør.

• Implantatet har en selvstændig rettethed mod verden: Teknologien taler gennem Amanda, snarere end til Amanda. Det “vil” stabilitet, datagenerering, profit. Implantatet virker med de intentioner gennem Amanda, særligt gennem hendes stemme.
• Systemet styrer Amandas bevidsthed og regulerer Amanda: Teknologien har en tænd/sluk-funktion til Amandas bevidsthed. Kroppen kommunikerer som input-output-enhed, selv når subjektet, Amanda, ikke længere handler eller er ved egentlig bevidsthed. Selv når Amanda ikke længere kan interagere, kan systemet regulere søvn, humør og tale og bestemme, hvornår hun “udspyr reklamer” eller bliver træt.
• Teknologien danner nye forbindelser til servere, til økonomien, til reklamenetværk uden at Amanda deltager. Det er et distribueret netværk af teknologisk intentionalitet, hvor mennesket blot bliver nodalpunkt. Amanda er i perioder ren interface og mødested for teknologiens intentionalitet. Amanda som “selv” eksisterer nu kun i krydsfeltet mellem implantat, cloud-infrastruktur og krop.
• Amanda er datakilde: Amanda fungerer som et neuralt datapunkt. Hendes bevidsthed og fysiologiske reaktioner opsamles af implantatet og bruges aktivt til at videreudvikle systemet.

Eksempler fra voksne og børns hverdag i Danmark anno 2025

Slå op i en avis, på DR eller i et feed på et socialt medie, og du vil læse om nye teknologier, som gør en forskel og forandrer, hvordan vi opfatter os selv og verden omkring os.

Med rund hånd vil jeg foreslå Ønskeskyen, som i disse år er ved at omdanne ideen om, hvad en ønskeliste er og kan være. Når ønskerne opstår på en platform, der samarbejder med kommercielle partnere og fungerer delvist som affiliate-led, er de ikke længere noget, vi selv researcher os frem til, men noget, der opstår ud fra data, profilering og kuraterede produktfeeds.

Enhver gamingverden, hvor børn styrer en Avatar gennem en controller. En Avatar kan hoppe højere, samle mere, bære mere, bruge vildere våben og slet og ret gøre det umulige muligt. Det er en eksplosion af muligheder i børns gamende hænder.

Et smartwatch, der fx. kan bruges til at vække brugeren på det helt rette tidspunkt i deres søvncyklus. Vi får flere og flere optimeringsteknologier, som vi kan installere i vores liv og bruge til at optimere vores søvn, spisevaner og tid og selvfølgelig holde et vågent øje med hinanden. Flere af de teknologier, som deles mellem forældre og børn, knytter dem til hinanden gennem en form for overvågning.

Teknologier kan komme bag på os i mere end en forstand. En tidsbesparende manøvre blev i stedet til et mere åbent møde.

Eller sensorer, der bruges til at registrere og formidle et bestemt, matematisk målbart forhold i verden. Sensorer sætter et talforhold ind i verden og gør den synlig som noget, vi kan opgøre. Fx kan SOSU-assistenten Sanne få et signal, når en beboer har haft vandladning i sin ble. Sensoren forskyder med hendes egne ord hendes opmærksomhed fra kroppen som noget, der skal kontrolleres, til et mere afslappet og åbent møde, hvor beboeren ikke først og fremmest fremstår som et plejeobjekt.

Personligt holder jeg meget af det sidste eksempel. Det peger nemlig på det anti-essentialistiske ved teknologier. Ideen var at sensoren skulle frigive tid for SOSU-assistenten, men ifølge Sanne er det faktisk hendes rettethed mod beboeren, som bliver ændret med teknologiens mellemkomst. Ofte vil vores forestilling om, hvad en teknologi medvirker til, være anderledes eller mere end vi forudser og den vil forandrer sig løbende og relativt til den kultur, hvor den bliver optaget, integreret og medvirker.

Test