I 2026 har Klimarådet udgivet en rapport, der viser, at vi danskere undervurderer hinandens villighed til at gøre en forskel, når det handler om klimaproblemer. Mange tænker, at de står lidt alene med deres positive holdning til fx opstilling af solcelle- eller vindmølleparker, men sagen er, at det gør de ikke. De, der er positivt stemt, vurderer selv, at de er en del af et mindretal, 1/3, men i virkeligheden er de en del af majoriteten, 2/3.
Som flokdyr har vi brug for legitimiteten fra ‘normalen’, enigheden og sammenslutningen. Vi har brug for, at andre fortæller os, at de også tænker som os, håber som os, vil som os. Det positive er, at klangbunden af drømme og villighed til at skabe en grønnere fremtid faktisk er delt af de fleste danskere, men at den mangler en tilsvarende repræsentation i medielandskabet, fiktionen, hverdagssamtaler og fælles initiativer. Vi bliver ofte mødt af den fatalistiske klimafortælling, der låner fra nattesiden af menneskers motiver, konflikter og dystopien. Den berettiges gennem sciencefact, der fremviser videnskabelige prognoser, tal og statistikker, der på sin vis taler diagnostisk sandt om den fremtid, vi ser ind i, men i sin forvaltning tilsvares af håbløshed og opgivenhed hos både unge og voksne på fremtidens vegne og en eklatant mangel på positive modbilleder, som punk-initiativer og virkelyst kan fødes ud af.
Så tænker du måske – det er godt med danskerne, så snart det er i deres baghave, så bliver det et ‘nej tak’, og så kan vi pludselig møde op i forsamlingshuset og kontakte lokalavisen og tilkendegive vores utilfredshed med jernmarker. Men pointen er stadig den samme. I en medieskabt virkelighed ræsonnerer konflikter, katastrofer og farebilleder bedre end de ‘stille’, positive og villige stemmer samt de mange projekter, der glider konfliktfrit ind i bybilledet, på mark og eng. Dem er der faktisk mange af, og der er også mange visionære initiativer, der vil mere håbefulde udkast til fremtiden. Det er de punkmodbilleder, som vi vil repræsentere bredt i teknologiundervisningen, som snart gør sit indtog i dansk, matematik og natur og teknologi, med henblik på at opbygge håbefulde forestillinger og konkrete initiativer, som de unge kan danne sig ved.
At håbe på at AGF vinder vs. at bære på et absolut håb
Gabriel Marcel var en eksistenstænker og en filosof, der forstod sig på fænomenologiske beskrivelser og det filosofiske håndværk at lave distinktioner. Han skelner mellem ‘at håbe på x’ og ‘absolut håb’. Unge såvel som voksne mennesker kan, uden at skænke 2050 en tanke, håbe på, at deres ønsker bliver virkeliggjort: At AGF vinder mesterskabet, at GTA 6 udkommer i 2026, eller at det bliver godt vejr til skoleafslutningen. Det er at håbe på en sammenkobling mellem et ønske og dets virkeliggørelse – at håbe på x. Det adskiller sig fra det ‘absolutte håb’, der på trods af friktion og skuffede forventninger til udgivelsen af GTA 6 forbliver håbefuldt på vegne af livet, verden og den fælles fremtid. Den absolut håbefulde kan række ud over det personlige og den enkelte begivenhed. Det er en håbefuldhed, der er stemt håbende trods alt, og et positivt forventningsfuldt engagement i samfundet, livet i al almindelighed og fremtiden.
Solarpunk er familiær med det absolutte håb
Solarpunk er familiær med det absolutte håb og giver det en skikkelse i form af fremtidsforestillinger, der er værd at håbe på og derfor stræbe efter. Vi kan ikke docere absolut håbefuldhed, men vi kan lade os vejlede af Solarpunk og bredt Hopepunk i tilgangen til teknologiundervisningen, fx i valg af læremidler eller som anslag til produktskabelsen.
Solarpunk er et politisk manifest og en pjece til at skabe visionære fremtidsfortællinger. Det politiske opråb angår nutiden, og de repræsentanter, der har vendt sig mod skønlitteraturen, science fiction i særdeleshed, skriver spekulative historier, der fortæller, at nutidens problemer faktisk kan løses af os kære nutidsmennesker, at vi kan have visioner og håb for fremtiden og arbejde hen imod en bedre morgendag.
Solarpunk-aktivister leverer de forestillinger gennem særligt skriften i noveller og romaner, der fortæller om en fremtid, hvor mennesker stadig lever materielt rige liv, men uden at skade planeten eller hinanden. Til forskel fra i dag har naturen fået en ligeværdig stemme i en verden, som er mere end mennesket, samfundet er præget af social retfærdighed på tværs af køn, nationaliteter, grænser og sågar tid, og byerne er blevet grønnere og mere selvforsynende. Det lokale islæt er ophævet til norm, og energiproduktionen er primært soldrevet.
Som aktiespekulant vil man skulle undgå aktier og områder, der lever af, at verden fortsætter som et højtforbrugende maskinrum fodret af kul, olie og gas, som driver rovdrift på jomfruelige materialer i en lineær grav-producer-brug-smid ud-økonomi, hvor vi transporterer materialer og produkter over jordomrejsende afstande. Og forbrugszapper på Zalando, Tiktok og Temu.
Vi præsenteres for verdener, som er et resultat af politiske forandringer, vejledt af Solarpunk-stemmer. Novellerne og romanerne, der er induceret med Solarpunk, er simpelthen politiske visioner i fiktivt kød og blod. Og de er ikke så fremmede endda, faktisk.
Du, og eleverne, vil faktisk kunne spejle politiker (læs: policies) både kommunalt og nationalt, som har et Solarpunk-islæt. Jeg er selv bosat i Odense, som har en vision om at være Danmarks grønneste storby og klimaneutral i 2030. Jeg behøver derfor blot gå ned ad Skibhusvej for at se kommunale Solarpunk-initiativer i form af plantekasser og bænke, hvor der før var glimrende smutveje for biler.
På regeringsniveau har vores nye S-SF-M-RV-regering netop, anno juni 2026, lanceret et forslag om gratis bustransport for unge under 22 år. Det er et rimelig solarpunk-forslag, da det sigter til lige muligheder i mobilitet uanset om det klirrer i pengepungen eller ej.
For de unge kunne det være til sport, skole, fritidsjob, venner og familie. Derfor gør de unge på landet også ret i at beklage sig over manglen på offentlig transport i landdistrikterne.
Men hvis nu de var rigtig (hope)punk, så ville de skabe forestillinger, engagere forældre og politikere lokalt og måske få lokket en ældre herre på efterløn til at genoptage buskørslen i en fælleskøbt bus. Solarpunk vil ligesom slut-70’ernes punkere sige: tænk radikalt, gør noget! Til forskel fra 70’ernes no future- og anarko-punkere, så er det punkede budskab i solarpunk et håbefuldt opgør med nutidens attitudeproblem og laissez faire-kultur. For vi mangler forestillinger om fremtiden og politiske visioner, der kan være målgivne for den daglige stræben. Der er desværre ikke meget hjælp at hente i medier eller populærkulturen, hvor dystopien, nattesiden af fremtiden, stilles til skue i nyhedsmedier og æstetiske fremstillinger, såsom udstillinger og litterære værker. Solarpunk krammer håbet i stedet for frygten. Den spiller på utopias hold, modsat fx Cyberpunk, der spiller i dystopias metalgrå og sortstribede bluser.
Dystopien vs. utopien
Du og dine elever kan selv besøge fremtiden med Fremtidsfjernbetjeningen og ved selvsyn og selvvalg dirigerer fremtidsfortællingerne med et eller flere tryk på en fjernbetjening. Applikation er udviklet af undertegnet med Google AI Studio.
Danmark og Europa er allerede punk
På Kai Lindbergs Gade i Hanstholm står 27-årige Rasmus Salomonsen i kælderen. Gryderne er varme, og der lugter sgu af fisk. Rasmus producerer nemlig chips af fiskeskind, som ellers ville gå til spilde. Det er punk at skabe noget værdifuldt ud af et restprodukt.
I Spinderihallerne i Vejle har de et FabLab med et BioTechLab. I BioTechLabet gror de deres egne materialer. Fx har de groet mycelium og givet det en form, så det kan bruges som lydisolering. Det er rimelig punk at dyrke naturlige materialer i stedet for at forlade sig på industriproduktion af lydisolering med forarbejdede materialer såsom mineraluld, skum og plast. De gør samtidig opskrifterne tilgængelige for alle. Også punk.
I madkundskabslokalet på Nymarken skole lærer børnene at fermentere årstidens grøntsager, så de kan spises uden for sæson. De får kompetencer til at tilvælge en grønnere og bæredygtig kost, som stiller dem i en reel valgposition. Også punk.
Fairphone er en hollandsk produceret mobiltelefon. Min næste telefon. De har nemlig valgt en punk-designløsning. Mobilen er modulært opbygget og designet til, at den almindelige bruger selv kan fikse telefonen. Det betyder, at hvis batteriet går i stykker, så kan du selv skifte batteriet og fortsat bruge en telefon, som jo virkede fint.
Det står i kontrast til en neokapitalistisk djævel – planlagt forældelse. I de gode gamle dage, 1920’erne, aftalte en række pæreproducenter at standardisere glødepærers levetid til cirka 1000 timer, selv om de teknisk set kunne holde længere. Du kan selv slutte dig til motivationen. De blev kendt som Pærekartellet Phoebus. I nyere tid er Apple blevet retsforfulgt i både Italien og Frankrig for softwareopdateringer, der væsentligt forringede ældre telefoners funktionalitet og dermed presser dig, brugeren, til at købe den nyeste telefon nr. 22.
Den med Epson-printeren kan du selv slå op.
Det stikker dybere, kulturelt. Prøv at stille spørgsmålet, hvor fundamentalt vores identitet er bundet op på forbrug og abonnementsbaseret forbundethed i digitale kredsløb. Vi er ikke særlig punk, når vi binder os til Apple, ChatGPT og Snappen. Vi bliver forbrugere i et kredsløb, der vil, at vores tid, opmærksomhed og penge går til merbrug, og at vi bliver ‘skabere’ på ultrakapitalistiske betingelser.
Den håbefulde punker bruger open source og hoster applikationer lokalt, og så skaber de et socialt medie, der er drevet lokalt og i ånden af fællesskabet, fx Socii. Den håbefulde punker laver en provo-app, såsom Forest-appen, hvor du betaler for et træ ved at stoppe med at zappe, scrolle og søge stimulus. Byttehandlen er ét træ for disciplineret passivitet. Med andre ord at tage kontrollen tilbage. Hvad der i øvrigt har trendet på den knap så punkede TikTok, hvor unge mennesker har filmet sig selv lave absolut og helt aldeles ingenting.
Det er ikke let at være punk, men man kan aspirere til, at morgendagen er lidt mere punk end den foregående. Solarpunk er en spekulativ rammefortælling for den aspiration, som giver forestillingsfylde til håbefuldheden.
Vi kan danne mennesker ud fra møder med den absolutte håbefuldhed?
Som sådan står Solarpunk i kontrast til dystopiske fortællinger, der udmaler en verden, som ved menneskets mellemkomst kun er blevet et værre sted at være. Den klassiske ekstrapolerende sortseende fortælling viser, at nutiden altid byder på et bedre ophold end fremtiden, og nutiden skyldigt allerede bærer forværringen, eller slet og ret undergangen, i sig. Tid til at nå en sidste flyvetur sydpå, inden Rhodos brænder helt af.
Vi er et bekymret væsen med advarselslamper i instrumentbrættet. For sådant et gemyt er tiltrækkende, som en narrativ advarselslampe, der viser, at hvis vi fortsætter ad samme spor i samme hastighed, så venter der en større ulykke om lidt. Dystopien udfolder ulykken.
Dystopien er berettiget som kritisk ekstrapolering af alt det i tiden, som kan føre til endnu større kriser, og den kan tage mange saglige argumenter i brug. Flere vil fx argumentere for, at klimakrisen og de nuværende kriser er sciencefact. Lige så med kalkulen om at fremtiden er varmere og består af en større portion katastrofer årligt.
Men selv over for sciencefact kan vi lade spørgsmålet være åbent for de unge: Hvad finder de håb i? I de sparsomme sprækker i en fremtid præget af klimaforandringer eller i visioner, som har en drømmende, spekulativ og vild karakter uden at klø sig for meget på videnskabelig fremskrivning.
Jeg har taget stilling. Jeg mener, at dystopien har fået for stor vægt og efterladt håbet på togperronen – og dermed de unge med et håbsproblem for fremtiden. Jeg mener også, at den nødvendige forandring er radikal. Den nye generation skal være mere skabende end forbrugende, mere fællesskabsorienteret end hedonistisk, og den skal hjælpe med at give andre væsner og planter plads.
Som solarpunker indrømmer jeg åbent, at det er de værdier, jeg orienterer mig efter og holder mig selv op på. Dem, jeg søger at overbevise, skal samtidig have mulighed for at sige nej. Det kræver, at præmisserne lægges frem uden retorisk vildledende omsvøb. Og det kræver, at samtalen om, hvor håbet findes – også didaktisk og i de konkrete undervisningslektioner – er åben, så eleverne selv kan få medindflydelse.
På den ene side må vi stay with the trouble. Særligt klimakrisen er vores tids dystopi og daglige alarmtone: Noget skal ændres. Samtidig kan den efterlade os desillusioneret og let til undskyldninger – det gør jo hverken fra eller til alligevel. Vi har derfor brug for positive modbilleder, at danne os efter.
Udfordringen er derfor at jonglere fakta og sciencefact med mere håbefulde forestillinger og derigennem give næring til alternativer. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget vi skal vægte sandsynligvis, kalkulen og den mistrøstige fortælling i statistikkerne, mens vi samtidig indgyder og opsøger håbefulde forestillinger. Der skal også doceres håb, hvis vi skal motivere unge til at tage livgreb og ansvar i mødet med skyggekastende udfordringer.
Men hvordan vise eleverne fremtiden. Vi kan fx åbne den gennem litteraturen.
Redigeret af Helle Perrier · Forlaget KRABAT · 2023 · 355 sider Antologien samler 20 danske noveller og er den første danske bogudgivelse, der præsenterer solarpunk som science fiction-genre. Fortællingerne undersøger forskellige bud på håbefulde fremtider set fra ungeperspektiv. Bogen er målrettet unge fra ca. 13 år og registreret til grundskolens udskoling, hvilket gør den oplagt til undervisning i bl.a. science fiction, utopier og dystopier, teknologi og fremtidsforestillinger. Til læreren: Den kan indgå i CFU’ernes udlånssamlinger, men tilgængelighed og klassesæt afhænger af det enkelte CFU.
Solarpunklitteraturens tre søjler – Anarkisme, økologi og social retfærdighed
I en Solarpunk-fremtid er der tre guidende principper, som farver fortællingens univers: anarkisme, økologi og social retfærdighed. Ingen af begreberne er i sig selv nye eller fremmede for vores historie og nutid. Det nye opstår i sambringelsen. Når de bringes sammen i et litterært tankeeksperiment om fremtiden, danner de et ordportræt af en verden, der er et reelt og helstøbt alternativ til nutiden.
Jeg vil gennemgå de tre guidende principper for Solarpunk, så du fx 1. kan vurdere og udvælge værker, som er helt eller delvist Solarpunk, 2. anvende principperne til at konstruere stimulus eller scenarier til din undervisning og 3. eksemplificere for eleverne, hvad der kendetegner et samfund, en hverdag eller en teknologi, der er skabt med inspiration fra Solarpunk. Det kan understøtte, at eleverne selv kan udvælge, skabe eller performe produkter, der er informeret af idealer fra Solarpunk eller andre hopepunk-bevægelser.
1. Anarkisme: har fået en uheldig konnotation og forbindes ofte med afvisningen af enhver statsmagt eller bærende ide for samfundet. Men anarkisme er ikke en hyldest til opløsning og kaos. Anarkisten er ansporet af idealer, som han vurderer de eksisterende samfundssøjler ud fra. Er de ikke i overensstemmelse med de værdier, så vil anarkisten protestere. Det kan anarkisten gøre på et mangfold af måder, han kan fx storme en regeringsbygning, men han kan også skrive Solarpunk-science fiction eller designe sin nye computer ud fra genbrugsmaterialer og derigennem repræsentere sit idealistiske modbillede. Anarkisten er grundlæggende ansporet af en afvisning af hierarkier og undertrykkelse fra et dominerende flertal, men kritikken, kampmetoderne og idealerne er forskellige anarkister imellem og til forskellige tider. Anarkister er som sådan ikke bundet sammen af en fælles ideologi eller et fælles kodeks eller charter, men af forandringsvillighed og en punk-attitude til nutiden.
Solarpunk-anarkisten er en nutidig anarkist. Han vil kæmpe mod status quo, som er domineret af et neoliberalt paradigme, hvor vækst ses som det gode og måles i, hvor meget vi sælger og producerer. Han vil kæmpe mod biprodukterne af neoliberalisme, såsom centralisering af magt, maksimering, overforbrug, udpining af naturen samt koloniseringen af det menneskelige sind, som gør menneskets eget selvforhold til et selv, der vurderes på dets evne til at forbruge, bidrage til vækst og forvalte sit liv, som var man en vare. Til forskel fra no future-anarkisten, der eksponerer det håbløse og dystopiske i tidens fordringer, nihilisme, så inducerer Solarpunk-anarkisten håb og optimisme. Han vil sætte noget i stedet for og er derfor skabende.
2. Økologi: I Solarpunk er naturen ikke en kulisse omkring menneskelivet eller et lager af ressourcer, som mennesket kan hæve fra efter behov. Det økologiske princip handler om at genindlejre mennesket i naturen og give både menneskeligt og ikke-menneskeligt liv mulighed for at trives ligeværdigt. Det betyder et opgør med forestillingen om, at naturen først får værdi, når den kan gøres nyttig, omsættes eller prissættes af mennesker. En skov skal ikke legitimere sin eksistens som rekreativt område, tømmer eller CO2-lager. Den står ikke til regnskab for mennesket. I flere Solarpunk-noveller har menneskerne valgt at ydmyge sig, trække maskinerne ud og og helt og holdent beskytte naturen fra mennesket selv.
Solarpunk-fremtiden er lokal, selvforsynende og økologisk orienteret. Fødevarer dyrkes klods op og ned af dem der skal spise dem, lokalt og sæsonbestemt. Energikilderne er grønne og fornybare med solenergi, som den primære energiform og der bliver tænkt højlydt i at sparre, hvor sparres kan. Materialer indgår i kredsløb, hvor langt flere dele af kæden består af mennesker, der kan reparere ting, upcycle og genbruge dem. Det er gået fra hyggekultur eller subkultur til mainstream.
3. Social retfærdighed: Det duer ikke, hvis den bæredygtige by kun er bæredygtig for dem, der har råd til at bo i den. Eller hvis den grønne omstilling lader kul udskifte med solceller, men samtidig lader de samme mennesker sidde på magten, pengene og mulighederne. I Solarpunk handler social retfærdighed derfor både om fordeling og anerkendelse: Hvem har adgang til boliger, transport, energi, teknologi og politisk indflydelse? Og hvem får mulighed for at udtrykke sig selv, handle, uden at blive marginaliseret på grund af fx køn, alder, nationalitet eller geografi? Et vellykket Solarpunk-samfund giver flere reel mulighed for at deltage i og præge det fælles liv. Vi er allerede ansporet af tankegangen i Danmark, fx hjælper Fonden for entreprenørskab og lærere mange unge mennesker med at forvandle ideer til prototyper og koncepter. De har forpligtet sig på, at indvie de unge mennesker
Retfærdighedstanken kan trækkes endnu længere. I et ‘planetarisk retfærdigheds’-perspektiv spørger vi ikke kun, hvad mennesker skylder hinanden her og nu, men også hvad den nuværende generation efterlader til de næste, og hvilke hensyn der skal tages til ikke-menneskeligt liv. En billig flyrejse, et nyt spor i den fynske motorvej eller et energikrævende datacenter kan være til fordel for nogle mennesker nu og samtidig sende regningen videre til andre steder, andre arter eller kommende generationer.
4. Digital optimalisme: Den fjerde er lidt skjult og ikke helt comme il faut som et egentligt Solarpunk-princip. Men den vil være en forsyndelse ikke at forholde sig til det digitale. Det er jo blevet vores liv. Hvis digitale teknologier også skal være anarkistisk, økologisk og socialt retfærdig, må vi spørge, hvilke værdier der faktisk er bygget ind i dem og om de er punk!?
Vores digitale samtid er præget af maximalisme. Mere computerkraft, højere opløsning, større modeller, mere lagerplads og flere data bliver gjort til tegn på fremskridt. Vækstlogikken har forplantet sig i den digitale æstetik: billedfiler optager mere plads, spil er mere fotorealistiske og systemer mere krævende at kører på computeren. Vi joker med at alt er i beta, den evige beta, fordi udviklingen er for hurtigt til at noget egentlig kan gøres færdigt.
Maximalismens følgesvend er virtualismen. Her bliver teknologien gjort til et klikbart interface i appellerende farver, der lover mere og mere automatisering med færre og færre klik. Sig blot frem, og AI vil skabe for dig. Men dermed bliver noget også usynligt. Vi møder et interface på en app, vi bliver fortalt, at noget er i en sky, og vores stemme ophøjes til skaber, mens datacentre, strømforbrug, møgbeskidt litium og skygger af kynisk intentionalitet og de tekniske lag lades ude af vores synsfelt. Det digitale fremstår immaterielt, let og luftigt.
Det interessante er, at der allerede findes digitale subkulturer, som har organiseret sig efter andre idealer. Demoscenen er et krystalklart eksempel. Her kan en konkurrence gå ud på at skabe et visuelt og lydligt værk i en fil på bare fire kilobyte. De skaber inden for begrænsningen, knuselsker benspænd. Gamle Commodore 64- og Amiga-maskiner bliver heller ikke bare kasseret, når industrien forlader dem. De repareres, holdes i live og presses til at gøre ting, de aldrig var tiltænkt at gøre.
Det er punk. Teknisk kunnen handler om at forstå maskinen godt nok til at få mere ud af mindre. En punk digitalist er derfor optimalist.
I et Solarpunk-tankeeksperiment kan vi gøre sådan en subkultur til mainstream. Så bliver det ikke mærkeligt at reparere sin computer, bruge uddateret hardware eller vælge en mindre model. Det bliver normalt. Den gode teknologi holder, den er forklarbar, den sladrer om sit materielle ophav, bruger få ressourcer og passer sin bruger, så han forbliver mere skabende og forstående end forbrugende.
Solarpunklitteratur er aktivistiske anskuelsestavler fra fremtiden
Jeg er bredt set inspireret af enhver håbefuld vision for fremtiden. Traditionelt er sådanne visioner blevet betegnet som utopier. I nyere science fiction bruges også begrebet hopepunk. Tanken er, at det i sig selv er blevet punk at insistere på håbet i en tid, hvor håbefulde forestillinger og en levevis båret af håb på sin vis er blevet marginaliseret. På den måde minder hopepunk om de traditionelle anarkistiske og no future-punkere, der i slutningen af 1970’erne stod i opposition til en buldrende neokapitalisme, forbrugerisme og magtcentrering.
Solarpunkinspirerede forestillinger er mit svar på anskuelsestavler fra fremtiden. I en vellykket Solarpunk-fortælling er det fiktive univers konsekvent fremstillet, som om Solarpunk-visionen allerede er blevet til virkelighed. Derfor ser både den politiske virkelighed, hverdagslivet og det digitale liv anderledes ud, end vi kender det fra vores nutid. Men verden skal stadig være genkendelig.
En Solarpunk-fortælling giver læseren, tilhøreren, iagttageren eller deltageren konkrete forestillingsbilleder: Hvad taler folk med hinanden om? Hvad er almindeligt at foretage sig i hverdagen? Hvordan anvendes digitale teknologier? Hvem har magten, og hvordan udfoldes den? Hvordan ser bymiljøet ud? Hvordan behandler mennesker naturen, og hvordan gebærder de sig i den?
Fortællingen eller scenariet udgør på sin vis en hel verden. Det politiske, økonomiske, sociale, teknologiske, miljømæssige og juridiske liv bliver derfor fremmalet direkte eller indirekte ud fra en Solarpunk-vision.
Science fiction-fortællingen konkretiserer dermed nogle værdier og en vision, som ellers er abstrakt. De er vanskelige at udpege eller besøge i vores samtid, fordi vores samfund kun delvist er Solarpunk. Uden denne konkretisering bliver det svært at gøre fremtiden til et mødested i nutiden. Det ville kræve, at deltagerne selv dannede komplekse forestillinger om fremtiden uden at få dem fremmalet gennem et æstetisk portræt, for eksempel en novelle, en film, et spil eller en teaterforestilling.
Vi har derfor brug for fortællingerne, hvis fremtiden skal kunne gøres nærværende i nutiden. De giver os noget konkret at samles om og gør fremtiden til et fælles tredje.
Science fiction-forfatteren er privilegeret derved, at han kan springe til “løsningen” og give den forestillingsfylde. Han er propaganderende gennem tankeeksperimentet. Solarpunk-forfatteren viser os et post-samfund. Post-kapitalisme og post-knaphed, hvor Solarpunk-ideologien får frit spil til at udfolde sig litterært. Han stiller visionen til skue og vil inspirere, men dermed også indlade sig på kritik og gensidig forhandling om, hvordan visionen kan tage sig ud, hvorvidt den er efterstræbelsesværdig og/eller repræsenterer en sandsynlig fremtid. Ved at konkretisere gør han ideologien til et objekt for kritik, men dermed også et objekt for forhandling, finpudsning og forbedring af visionen og vejen dertil.
Det er muligheder, vi som didaktikere kan indlade os og eleverne på, når vi didaktiserer et semantisk læremiddel, såsom en sci-fi-bog. I kan indlade jer med ethvert udtryk for hopepunk, men lad os gennemgå nogle af de fremtidskendetegn, som vi indlader os på med solarpunk. Jeg vil først og fremmest give eleverne et værdigt billede af et alternativt perspektiv. Jeg anstiller ikke med en fed skrift på, der siger GØR SÅDAN. Jeg er heller ikke “cruel optimistisk” og underkender nutidens udfordringer, jeg siger, der er brug for modbilleder og billeder af alternative fremtider. Jeg er for flertalsformen, som genåbner fremtiden som MULIGHED i nutiden. Her kan du også alliere dig med hopepunkere såsom solarpunkerne.
Litteraturliste:
- Dunne, A., & Raby, F. (2024). Speculative everything: Design, fiction, and social dreaming. The MIT Press. (Oprindeligt udgivet 2013)
- Fuhrmann-Kjær, L. C. (2026, 27. maj). Vi danskere undervurderer hinandens klimaopbakning: Forsker peger på to årsager. DR. https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/vi-danskere-undervurderer-hinandens-klimaopbakning-forsker-peger-paa-aarsager
- Gillam, W. J. (2023). A solarpunk manifesto: Turning imaginary into reality. Philosophies, 8(4), Artikel 73. https://doi.org/10.3390/philosophies8040073
- Heikkilä, V.-M. (2021, 6. november). Digital esthetics, environmental change and the subcultures of computer art. Viznut.fi. http://viznut.fi/texts-en/digital_esthetics.html (forkortet DE)
- Holm, A. (Vært). (2024, 10. december). Punk – fra Nietzsche til No Future [Lydpodcastepisode]. I Kampen om historien. DR. https://www.dr.dk/lyd/p1/kampen-om-historien/kampen-om-historien-2024/punk-fra-nietzsche-til-no-future-11032415502
- Nørgård, R. T., & Holflod, K. (2024). (No) hope for the future? A design agenda for rewidening and rewilding higher education with utopian imagination. International Journal of Educational Technology in Higher Education, 21, Artikel 30. https://doi.org/10.1186/s41239-024-00456-3 (Forkortet HF)
- Sköld, A., & Lundsgaard-Leth, K. (red.). (2025). Det håbende dyr. Klim. (forkortet HD)
Fraktioner, eftersøgningen, fremtidsfjernbetjeningen, fremtidskørekort, simulering og scenariedidaktik, tankeeksperimenter, Sabrina på dåse
