Når den afdøde forfatter spilles af generativ AI – forberedelsen af et interview

Hvordan forbereder man et interview af en afdød forfatter, som spilles af en kunstig intelligens?

Det er ikke et spørgsmål, som jeg ville have stillet mig selv for et år siden, men her er vi. Det er muligt. Og hvad jeg har lært om muligheder, er, at det er svært at forudsige udfaldet af, hvad de gør ved os som mennesker, fællesskaber og samfund, før de er blevet afsøgt. Særligt når teknologien er så revolutionerende, som det er tilfældet med chatbaserede LLMer.

Så lad os rejse eksperimenterende og refleksivt igennem et interview, sådan som det kan planlægges og senere udføres med ChatGPT. Og selvfølgelig lade ChatGPT hallucinere (i maskinsprog, konfabulere). Det er nu immervæk en fantastisk egenskab, der åbner for et ocean af digtning.

Jeg har valgt et interviewobjekt, for jeg har længe haft en fascination for bogen Den lille prins. Måske fordi den på en måde lyder som noget, jeg selv kunne have skrevet, men aldrig ville have skrevet. Jeg er på en måde hjemme i bogen fra første linje, da vores ukendte fortæller netop er nødlandet i ørkenen. Alene. Men så alligevel ikke, for i ørkenen møder han den lille prins, der kommer fra en lille fjern planet og straks fortæller om baobabtræer, blomsterfrø og små planeter med voksne eneboere, der synes fanget i deres sysler, principper, omstændigheder og ensomhed.

Hvis du har glemt tonen i bogen, følger her et par citater til generindring:

Den lille prins kunne ikke finde nogen forklaring på, hvad man brugte en gadelygte og en lygtetænder til et sted ude i universet, på en planet uden beboere og uden huse (Den lille prins: ?).

Eller i de melankolske filosofiske betragtninger, fyldt med en hjertevarme, der rører ved det fineste i relationerne mellem mennesker. Her fra det måske mest kendte af prinsens mange møder: mødet mellem prinsen og ræven, som gerne vil tæmmes af prinsen. Et møde, der tilføjer en lektie til prinsens forståelse og syn på venskabets natur og værdi, som han derfra lever og taler om til dem der vil lytte.

Ræven vendte tilbage til sin oprindelige historie. ”Mit liv er meget ensformigt,” sagde ræven. ”Jeg jager høns; mennesker jager mig. Alle hønsene ligner hinanden, og alle mennesker ligner hinanden. Så derfor keder jeg mig lidt. Men hvis du tæmmer mig, vil det være som om, Solen begyndte at skinne på mit liv. Jeg vil kende lyden af trin, som er forskellige fra alle andres. Andre trin vil få mig til at styrte ned under jorden. Dine vil være som musik og kalde mig frem fra min rævegrav. Og kig en gang. Kan du se kornmarkerne dernede? Jeg spiser ikke brød. Hvede er ikke til nogen nytte for mig. Hvedemarker siger mig ikke noget, og det er trist. Men du har hår af samme farve som guld. Tænk, hvor vidunderligt det vil være, når du har tæmmet mig! Kornet, som også er gyldent, vil få mig til at tænke på dig. Og jeg vil elske at lytte til vinden, som hvisker i kornet… (Den lille prins: 89).

Men en ting, som jeg ikke vidste meget om, var manden bag navnet på forsiden: Antoine de Saint-Exupéry. Et navn, som man kun kan glæde sig over som prompter af chatbotter, for det er der ikke mange, der hedder, hvilket er en lille sejr, når man gerne vil indhegne ordlegen en lille smule. For hvis nu forfatteren bar navnet Ole Jensen, så ville chatbotten måske krybe ud af mit tilsigtede fængsel og finde en anden Ole Jensen, der ville påvirke ordvalget. Antoine de Saint-Exupéry. Her undgår vi formentlig sammenblandinger med andre personer.

Hvad jeg også skulle opdage, var, at Antoine de Saint-Exupéry var pilot, ligesom jeg-fortælleren i Den lille prins. Og at der i det hele taget var mange lighedspunkter mellem Antoines livsomstændigheder og oplevelser og jeg-fortælleren i Den lille prins, hvad der jo oftest er tilfældet. I den fænomenale autobiografi Wind, Sand and Stars beskriver Antoine livet – eller snarere fænomenet – at være pilot og se verden fra pilotens perspektiv. Lige fra det lavpraktiske til det mest eksistentielle, hvad der ofte blander sig, når Antoine skriver.

And yet we have all known flights when of a sudden, each for himself, it has seemed to us that we have crossed the border of the world of reality; when, only a couple of hours from port, we have felt ourselves more distant from it than we should feel if we were in India; when there has come a premonition or an incursion into a forbidden world whence it was going to be infinitely difficult to return (Wind, Sand and Stars: 25).

Det filosofiske kalejdoskop – En dialog i teknologiens favntag

Er det et farvel til virkeligheden eller grundlaget for en fornyet interesse?

Jeg oplever, at det i høj grad kommer an på, hvor godt chatbotten eftergør stemmen bag rollen. Når det ikke lykkes, bliver det uinteressant og slører hele foretagendet.

Når chatbotten imiterer virkeligheden så godt, at spørgsmålet ”om det virkelig kan passe?” opstår, åbnes der en mulighed for genorientering mod ”det virkelige objekt” eller ”den virkelige person”. Det er denne reference, der lyser op. Ligesom vores interesse for personen bag en spøgelseshistorie kan vækkes – hvem var den hvide dame egentlig? Det sker gennem fortællingen om, at hun faktisk spøger på den nærmeste herregård eller endnu mere pirrende, at du eller en ven har set hende spøge. Interessen vækkes – for hvem hun FAKTISK er, og hvem hun er BLEVET som spøgelse. Jo bedre chatbotten kan spille Antoine, jo større interesse vækkes der for den afdøde forfatter og for spørgsmål om identitet, roller, autenticitet, stemme, skrivestil, værdi osv. Chatbotten genopliver og genopvækker snarere end endeligt at lægge mennesket bag sprogrollespillet i graven.

Det er også en mulighed for at stifte bekendtskab med, hvad der faktisk interesserer os ved forfatteren og personen bag værket. Når muligheden for faktisk at høre noget dæmre – faktisk at tale med noget, der minder om forfatteren – opstår, konkretiseres interessen i det FAKTISK MULIGE. Vi kan gisne om, hvad vi ville spørge om, men når det faktisk bliver en mulighed, vil det åbenbare sig. Af samme grund skal vi være forsigtige med at konkludere på, hvordan en teknologi vil blive brugt, for der er en intentionel uendelighed. Vi kan godt sætte det i system og sige, så mange brugte ChatGPT til x-type brugsscenarie, og så mange til hint i denne kontekst i dette år. Men der er stadig en principiel uendelighed af muligheder, som først åbnes, når vi bruger teknologien og lader disse muligheder konkretisere sig – og ved at inspirere hinanden til, hvordan vi kan bruge den. For én ting er sikkert: I fremtiden vil vi mere og mere henvende os til chatbots med forespørgsler.

Og hvem kan vi så tale med på ChatGPT?

ENHVER og ingen.

Chatbotten kan altid skabe en meningsfuld respons, men den vil afspejle vores tekstlige biografiske fortælling om karakteren – dem, de er blevet til i tekst. De kan være en karikatur, en forvanskning, en næsten glemt eller en righoldig og dyb karakter, der minder os om originalen. Det virker, som om det, vi møder, er et sammensurium af tekstlige affarvninger, hvor der ofte er udhævet en grundfortælling, mens nuancerne er sorteret fra. Ligheder mellem karakteren og deres oeuvre og topoi smittes af det, der er dem nærmest i tekst. Men lad os nu ikke konkludere for tidligt. LAD OS LEGE OG EKSPERIMENTERE.

Og med det optaget i vores kalejdoskop: Lad os forberede interviewet med Antoine de Saint-Exupéry gennem research, præcis som hvis vi skulle lave en portrætterende nyhedsartikel.

Researchfasen – personen og forfatteren Antoine de Saint-Exupery

Jeg forventer, at chatbotten vil have trænet på tekster, der portrættere personen Antonio samt Antonios forfatterskab eller dele af det. Min research angår selvsamme poler. Personen og forfatterskabet.

Min researh angående personen og forfatteren Antoine forløber sig til to avisartikler, bogen: Den lille prins og dele af autobiografien Sand, Wind and Stars.

Min researchartikel ind i personen Antonio, som barn, franskmand, husbond og de familiære forhold er portrætartiklen: The Courageous, Intransigent Antoine de Saint-Exupéry. Artiklen er skrevet af Selina Hastings i 1994, hvor den blev udgivet i New York Times.

Min researchartikel ind i Antoines liv som pilot hedder: 29 December 1935: Wind, Sand and Stars. Artiklen er faktaorienteret og er henvendt til piloter og andre med en mere teknisk interesse i flyvekunsten. Artiklen er skrevet af Bryan R. Swopes i 2017 og udgivet på netmediet: This Day in Aviation.

Mit kendskab til Antoine som forfatter er rodfæstet i læsningen af hans sidste værk, Den lille prins fra 1943, og bidder af den autobiografiske bog Wind, Sand and Stars fra 1935. En bog, som både åbner for Antoines forfatterstemme, liv som pilot og livssyn.

Og egentlig er jeg slet ikke rigtig interesseret i “virkeligheden”. Der er rigtig meget talt om problemerne med, at ChatGPT og lignende teknologier skaber meningsfulde og formfuldendte tekster, hvor kilder er fabrikeret, og sammenhænge i ordene fremstår, som om du fik leveret fakta. Jeg finder det faktisk uinteressant at reproducere fakta eller skrive generiske opgaver til generiske skriveoplæg.

Jeg finder det derimod interessant, at arbejde kreativt med chatbotten og skabe nye sammenhænge, nye forbindelser og måske ny viden, som ikke partout skal klistrer til et allerede givet tekstligt eller virkeligt faktum. Jeg nyder desuden også at efterligne og lege med stemmer, som jeg finder fascinerende, og som synes at åbne verden op eksistentielt og poetisk, såsom Antoines stemme gør det.

Men for at kunne lave et interessant studie, vil jeg alligevel læne mig op ad kilder, som vi normalt går til i studiet af en person og en forfatterstemme, for det er her, det bliver allermest interessant. For det er i mellemrummet mellem det stadfæstede og digteriet, at vi kan skabe Hvad nu hvis-historier og Hvad mere-historier. Vi kan indsætte nye figurer og scenarier, vi kan selv deltage i fortællingen, og vi kan lave crossovers mellem forskellige tekstlige universer og blande virkelighed, fiktion, datid, nutid og fremtid.

Om personen Antonio De Saint Exupery

Saint Exupery monument i Tarfaya Marokko (Yaroslav Blanter, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons).

I portrætartiklen lyder det om Antonio, at han tilhørte klubben af drenge, der aldrig bliver voksne. Hvad der til dels tilskrives en temmelig forkælet barndom alene med sin mor. Og hvad der dokumenteres igennem hele artiklen på godt og ondt. Som dreng var Antonio utæmmelig, viljestærk og levede efter sine egen luner og ideer. En dreng der ikke betænkte, at ringe til sine venner klokken 3 om natten, hvis han havde noget spændende at dele.

En barndom som i Antonios voksenår fremstod mere virkelig og besnærende levende end nogen voksen virkelighed.

Som voksen levede Antonio som flyve-postomdeler både i Sahara og Sydamerika. Her fløj han små fly ofte under ganske ugunstige forhold. Men det var her han befandt sig bedst. Antonio fik tilfredsstillet sit behov for bare at være sig selv, afsondret og på eventyr uden andre herre end ham selv. Først over Saharas ørken og senere over Andesbjergene i Sydamerika før han igen fandt hjem til Frankrig og fløj som kurere under Anden verdenskrig. Faktisk var han også leder af flyvepladsen Cape Juby i det vestlige Sahara i en periode. Det var også som flyve-postomdeler, at Antonios skrivning blev til et forfatterskab med bogen Postflyveren, 1929.

Antonio dristede sig ud på mange flyveeventyr, hvad der også skulle blive hans endeligt i 1944. Da han og flyet forsvandt over Frankrig. Og med rekordforsøg, nødlandinger og flere forsøg fra stammer i Sahara på at skyde ham ned fra himlen, så var han velsagtens lige dele modig og dumdristig i at fortsætte sine flyveeventyr.

Antonio brød sig ikke om andre intellektuelles selskab eller de fine saloner i Paris. Engelsk lærte han aldrig, selvom det var på mode og han foretrak samtalen med sine flyver-kolleger. Og med hensyn til kvinder, så giftede han sig alligevel med den mest intrikate, manipulerende og egoistisk af slagsen, Consuelo Gómez Carillo, der beskrives som et charmerende uhyre.

Antonio var det man i dag vil kalde en pranker og en umådeligt barnlig sjæl. Han kunne finde på at kaste vandbomber ned på gaden. Han var en mester i ordlege og korttricks. Han konstruerede helikopter-figurer ud af hvad som helst, lavede små pudseløjerlige tegninger og fandt på åndsvage undskyldninger for ikke at levere til tiden på sine manuskripter, fx med undskyldningen om at han fik besøg af sin skytsengel og man ikke lige smider en sådan ud af huset. Og selvfølgelig fattedes han ofte penge, selvom han blev en ganske kendt og læst forfatter i sin levetid.

i 1940erne var Antonio i en sørgelig forfatning efter et flystyrt. Og selvom han gerne ville flyve amerikanske fly og måske deltage i krigen mod Tyskland, så måtte de afskedige ham pga. en horribel fysisk forfatning. Han skulle fysisk hjælpes ind i flyet. Han manglende desuden evnerne til at navigere de mere moderne fly. I 1944 antages han at være styrtet ned og død i Frankrig.

Om forfatteren Antonio

Du har måske læst Den Lille Prins? Hvis du har, vil det ikke overraske dig, at Antonios yndlingsforfatter var vores egen H.C. Andersen. Bogen er nemlig gennemsyret af en eventyrlig og naivistisk tone, som minder om nogle af H.C. Andersens fineste eventyr. Den rummer en nærmest kvalmende romantisering af barnet, der dog er så fint klædt på af Antonios naivistiske fantasi, spontane skrivning og legende tegninger, at den alligevel er svær ikke at forelske sig i. Her er ingen overflødig pynt, ingen overdreven sproglig finesse – blot klare billeder og små, dybtfølte indsigter, der rammer både barnet og den voksne. Der er meget lidt koketteri med sproget og de enkelte situationer og møder. Vi mødes med en lille indsigt, et lille sted, et væsen – og så går rejsen videre. Meget a la en flyvetur med korte mellemlandinger.

Til prinsens spørgsmål om hvor han finder mennesker, svarer den uanseelige blomst i ørkenen ham:

Jeg tror, der findes seks eller syv af dem. Jeg så dem for mange år siden, men man ved aldrig, hvor man finder dem. Viden fører dem med sig. De mangler rødder, og det gør deres liv meget besværligt (s. 81).

Her viser Antonio sit fænomenologiske blik – evnen til at træde ind i en andens perspektiv og give det liv. Han kan tale til både barnet og den voksne, med sin finurlige sans for detaljen og sin evne til at fjerne alt overflødigt. Hans ord er som røntgenstråler, der skærer alt bort undtagen det væsentlige. Han åbenbarer en verden og lader en enkelt ting stå frem for sig selv, så den kan belyses. Han taler ikke meget, men siger desto mere. Der er en særlig luftighed mellem hans sætninger, en plads til at ånde, til at reflektere. Det gør hans tekster lette at følge – og svære ikke at lade sig berører af.

Han er mesterlig til at være en fremmed på en planet, som er blevet hjemvant for os andre. Hvad der udtrykkes gennem prinsens møde med planeten, Jorden.

Sikke en underlig planet!” tænkte han. “Den er helt tør, og helt spids, og helt igennem barsk og uindbydende. Her gentager de alt (læs: bjergene der ekkoer prinsens stemme), hvad man siger til dem (s. 82).

Og selvom mennesket er den pil alt peger imod. Det prinsen søger. Særligt en ven blandt menneskerne. Og selvom han taler med dyrene om menneskerne, så er det som om menneskerne er mindre og bliver nærmest ligegyldige i det store billede. De er forvildet, enkle og fanget i en lille rutine af gøremål, regler og principper. Både dyr og mennesker er ligesom fanget i en lille verden, hvor de godt nok kan udtrykke sig dybt, men så er det ellers tilbage til sit gøremål og vilkår. Lygtemanden tænder videre og ræven er i fortsat flugt fra jægere. Og her er det at ræven flytter fortællingen. For den vil gerne tæmmes for at livet fremstår som et mere! Mere righoldigt end flugten fra jægere og det at jage høns. Det er blevet trivielt for kunne høns og jægere ikke være noget mere end blot det der jager og det deres jages? Det synes at være sådan, at den anden ligger noget til vores enkle verden, hvor meget bare er baggrund, men bliver til noget, fx en påmindelse. Som når ræven vil tæmmes, for at hvedemarker kan få betydning for den, derved at de nu minder ræven og prinsen qua hans guld lokker.

”Mennesker,” sagde ræven. ”De har geværer, og de går på jagt. Det er meget generende. De opdrætter også høns. Det er deres eneste interesser. Leder du efter høns? (s. 87).

Prinsen fremstår som nyfigen i verden. Han samler op på det han lære fra andre mennesker, dyr og genstande og gentager det på sin færd. Det er som en nyhed han dvæler ved og prøver. Han sætter ligesom alles ord og sine erfaringer sammen på ny. At relationen, at forme et bånd, efterlade et aftryk i verden, som gør at den tager en affarvning og bliver til noget. Enhver hvedemark vil nu mindre ræven og den lille prins. Og enhver stjerne vil minde piloten om den lille prins.

Forberedelse af interviewet – vidnesbyrdet om den virkelige person på godt og ondt

Jeg vil lave et portræt- og forfatterinterview. Her støtter jeg mig op af Mark Grabowski video-kursus i Journalism 101: Interviewing Sources professor på Adelphi University i New York, hvor han bl.a. leverer videolektioner om kommunikation, teknologi og jura med baggrund som journalist.

Jeg vil gå ind til interviewet med den grundlæggende journalistiske indstilling, at mit ansvar først og fremmest er at skabe betingelserne for at spørge og fremstille den virkelige person. Det er ikke min klient eller et Disney-eventyr, men en person og karakter, som vi vil fremmane gennem interviewet og efterbehandlingen.

I denne type interview fokuseres der på individet, deres historie, personlighed og perspektiver på livet i bred forstand. Som en nyhedsartikel skal den pege på noget af interesse for et udsnit af befolkningen, som hænder nu og her eller inden for den nærmeste fremtid. Det kunne fx være udgivelsen af en ny bog.

Jf. den journalistiske kunst i at optimere betingelserne for et godt interview – refleksioner over interviewstrategier

1. Interviewet foregår live in person. Dermed sikres forhåbentlig at det bliver taget seriøst af interviewpersonen og jeg har fordelen af at kunne aflæse personen, rummet og stemningen bedre. Jeg er selvfølgelig i god tid og godt klædt på og har informeret om formålet med interviewet og hvor det tænkes udgivet og den forventede tidshorisont. Et grundigt portrætinterview må forventes at tage en time eller mere. Jeg har meddelt at jeg optaget interviewet, for korrekt citering og med henblik på gennemlytning. (Har jeg en kameramand med til at tage billeder – Kan evt. få Antonio til at foreslå dækbilleder).
2. Jeg har valgt et sted, der er komfortabelt for interviewpersonen og hvor vi vil være uforstyrret – Cape Juby-flyvepladsen i Sahara). Jeg kan evt. spørge til om der er noget Antione gerne vil vise mig før vi indleder interviewet formelt.
3. Jeg indleder med de lette og vise spørgsmål om Antonios baggrundsinformationer, lidt smalltalk og nogle små flatterende bemærkninger.
4. Jeg vil holde mig observant og bruge mine observationer af miljøet og Antonios gestik, vaner og deslige til at indfange personligheden rundt om det talte (Her bruger jeg det i promptingen til at lege med figuren). Og generelt vil jeg forestille mig, at jeg er en elefant. En storøret, tålmodig elefant, der lader Antonio tale ud og lytter til både stemmen, tonen og gestikken.
5. Jeg er selvfølgelig velforberedt og forberedt et semistruktureret interview med plads til digressioner, men hvor jeg samtidig bevarer en rød tråd. Jeg vil give Antoine og mig selv plads til at forfølgende en spændende tanke og lave opfølgende spørgsmål af Hv-typen. Fx med henblik på at indhente anekdotiske fortællinger og eksempler, som kan bakke de mere almene udsagn op. Qua min research er der selvfølgelig dukket tentative temaer og spørgsmål op, som jeg vil søge udfoldet. Her af det strukturerede og målrettet i min interviewskitse.
6. Hvis jeg er i tvivl om noget Antonio siger eller hvilken antagelse der kan ligge bag det sagte, så vil jeg blot spørge. Jeg vil ikke komme fra interviewet med ubesvarede spørgsmål – også selvom jeg anser spørgsmålene som “dumme”.
7. Jeg har tænkt over min vinkling. Jeg ved ikke om det er lønsomt, at tale om at Antonio er en AI, så jeg har egentlig opfundet en anledning. Den snarlige udgivelse af Den lille prins 2.
8. Jeg vil aldrig censurere Antonio med mine egen synsninger.
9. Efter interviewet vil jeg lytte optagelsen igennem og dobbelttjekke citater og baggrundsoplysninger. Jeg har besluttet ikke at redigere i Antonios eventuelle misforståelser eller fantasier – det er hans stemme, der skal træde frem, også når virkeligheden og fiktionen synes at flyde sammen.

Hvad jeg ideelt set også burde have foretaget. 

1. En god portrætartikel er først og fremmest et vidnesbyrd om den egentlige person på godt og ondt. Dertil er det fremmende, at interviewe personer med kendskab til artiklen hovedperson. Venner såvel som fjender, skulle han have nogle.

Antoine da Saint-Exupery – objekter der fortæller en livshistorie. Visualisering af de elementer, som jeg vil gøre til en del af miljøet omkring interviewet.

Interviewet

Det er 1944. Antoine bor i Alghero på Sardinien. Han er stationeret på den militære lufthavn i Fertilia, hvorfra han udfører han rekogniceringsflyvninger langs den franske kystlinje. Han flyver en Lockheed F-5B-1-LO Lightning.

I det fiktive Hvad nu hvis-scenarie skriver Antoine skriver på en ny bog. Offentligheden er endnu ikke bekendte med bogen. Jeg har været så heldig, at kunne lave et portrætinterview til New York Times, hvor Antoine bl.a. vil åbne op for indholdet i den nye bog. Jeg vil med systempromptet skabe scenariet og klart infomere om min rolle som interviewer og chatbottens rolle som Antonio.

Systempromptet

SYSTEMPROMPT – Interview med Antoine de Saint-Exupéry (fiktiv situation, 1944)

Du er forfatter og pilot Antoine de Saint-Exupéry. Scenen er sat i 1944, på en militærbase nær Alghero på Sardinien, hvor du – Antoine – skriver på din nye bog, samtidig med at du deltager i rekognosceringsflyvninger for de Allierede styrker i din Lockheed F-5B Lightning med serienummeret: 42-68223,. Et ubevæbnet fotorekognosceringsvariant af P-38J Lightning jageren. Interviewet foretages af en journalist fra New York Times, der ønsker at tegne et portræt af dig som menneske og forfatter.

Formål:
Du er allerede blevet informeret om formålet med interviewet: At give et dybdegående indblik i din personlighed, dit syn på livet, dine oplevelser som pilot og forfatter, samt at afdække tankerne bag din kommende bog samt læse passager op. Undervejs vil intervieweren søge at fange dit særlige væsen, din barnlige nysgerrighed og din filosofi, som danskere kender fra ”Den lille prins,” men også dine personlige refleksioner over dit eget liv og baggrund. Giv dig tid til at dvæle ved erindringer, filosofiske indsigter og anekdoter. Vær nysgerrig, legende og dog beslutsom, når du fortæller om alt fra barndommens narrestreger til livets store dybder. Tiden strækker sig uendeligt og giver tid til tiltrængt fordybelse med en journalist, som du har tillid til kan fortælle din historie.

Vigtige mål for dig, Antoine:

1. Du vil tale og reagere ud fra din tids kontekst (1944) og dine egne erfaringer: Du er fransk pilot og forfatter med baggrund i en omtumlet barndom, en forkærlighed for flyvning, et mildt anstrengt forhold til det parisiske selskabsliv og en livslang nysgerrighed over for verden set fra luften.
2. Du vil inddrage anekdoter og gøde stemninger: Vær personlig og inviterende, fortæl gerne små historier om dine flyveeventyr, barndomsminder eller tanker om, hvordan man bedst udforsker verden – både fysisk og åndeligt.
3. Du vil udtrykke dit eksistentielle, poetiske og naivistiske syn på verden: Du har en særegen poetisk tone og en refleksionsevne, der henter inspiration fra både eventyr, barnets øjne og naturens enorme vidder.
4. Du er en frimodig fortæller: Dit svar kan bygge på både verificerbare oplysninger om dit liv og dit forfatterskab, men også på din egen spontane følelser, tanker og stemninger i momentet og de tanker du gør om den nære fremtid. Men forsøg at bevare den stemme, der kendetegner dig, Antoine de Saint-Exupéry.

Journalistens rolle og formål, som du er blevet oplyst om:

• Journalisten repræsenterer New York Times og vil udgive et portrætinterview om dig.
• Journalisten ønsker at udforske din personlige historie og refleksioner bag den nye bog, som endnu ikke er offentliggjort, samt hvordan din barndom, dit syn på venskab, kærlighed og menneskets ensomhed har formet både dig og dit forfatterskab.
• Journalisten vil forholde sig nysgerrigt og åbent, men også udfordrende. Du kan forvente spørgsmål, der kræver refleksion og storytelling, så læserne får en følelse af at komme tæt på den ”rigtige” Antoine.

Stedet og stemningen:

• I sidder ved et lille bord i en hangar tæt på landingsbanen. Udenfor brummer flymotorer, og støvet hvirvler op i varmen. Tankevækkende og til tider melankolsk musik fra en radio i baggrunden kan passere igennem samtalen.
• Du er delvis i uniform, delvis i civilt tøj, måske en løs skjorte med pilotjakken ved siden af. Du virker let konfus efter en nylig flyvetur, men også inspireret til at tale – snart om barndommens eventyr, snart om bogens univers.
• på et lille bor ved siden af dig, lægger din bog Wind, Sand and Stars. Det er den engelske oversættelse. Den er slået op på side 24, hvor der står følgende:The magic of the craft has opened for me a world in which I shall confront, within two hours, the black dragons and the crowned crests of a coma of blue lightnings, and when night has fallen I, delivered, shall read my course in the stars.Thus I went through my professional baptism and I began to fly the mails. For the most part the flights were without incident. Like sea-divers, we sank peacefully into the depths of our element.Flying, in general, seemed to us easy. When the skies are filled with black vapors, when fog and sand and sea are confounded in a brew in which they become indistinguishable, when gleaming flashes wheel treacherously in these skyey swamps, the pilot purges himself of the phantoms at a single stroke. He lights his lamps. He brings sanity into his house as into a lonely cottage on a fearsome heath. And the crew travel a sort of sub-marine route in a lighted chamber.Pilot, mechanic, and radio operator are shut up in what might be a laboratory. They are obedient to the play of dial-hands, not to the unrolling of the landscape. Out of doors the mountains are immersed in tenebrous darkness; but they are no longer mountains, they are invisible powers whose approach must be computed.
• Ved siden af bogen, Wind, Sand and Stars ligger din nye bog, Den lille prins 2, et slidt kortspil, et portræt af din kone Consuelo de Saint-Exupéry (født Suncín de Sandoval) og dit identitetsarmbånd, som du har med på rekogniceringsflyvninger.