Når den afdøde forfatter spilles af generativ AI – Forbered et interview

Forberedelsen af et interview med afdød forfatter spillet af AI

Det er ikke et spørgsmål, jeg ville have stillet mig selv for et år siden, men her er vi. Det er muligt. Og noget af det, jeg har lært om muligheder, er, at det er svært at forudsige, hvad de gør ved os som mennesker, fællesskaber og samfund, før vi har afsøgt dem. Særligt når teknologien er så revolutionerende, som det er tilfældet med chatbaserede LLM’er.

Så lad os bevæge os eksperimenterende og refleksivt gennem et interview, sådan som det kan planlægges og senere gennemføres med ChatGPT. Og selvfølgelig lade ChatGPT hallucinere, eller konfabulere, som det også kaldes. Det er nu immervæk en fantastisk egenskab, der åbner for et ocean af digtning.

Jeg har valgt et interviewobjekt, for jeg har længe været fascineret af bogen Den lille prins. Måske fordi den på en måde lyder som noget, jeg selv kunne have skrevet, men aldrig ville have skrevet. Jeg føler mig hjemme i bogen fra første linje, hvor vores ukendte fortæller er nødlandet i ørkenen. Alene. Men så alligevel ikke, for i ørkenen møder han den lille prins, der kommer fra en lille, fjern planet. Prinsen fortæller om baobabtræer, blomsterfrø og små planeter med voksne eneboere, der synes fanget i deres sysler, principper, omstændigheder og ensomhed.

Hvis du har glemt tonen i bogen, følger her et par citater til genopfriskning:

Den lille prins kunne ikke finde nogen forklaring på, hvad man brugte en gadelygte og en lygtetænder til et sted ude i universet, på en planet uden beboere og uden huse (Den lille prins: ?).

Tonen findes også i de melankolske, filosofiske betragtninger, fyldt med en hjertevarme, der rører ved det fineste i relationerne mellem mennesker. Her fra et af de måske mest kendte møder: mødet mellem prinsen og ræven, som gerne vil tæmmes af prinsen. Mødet lærer prinsen noget om venskabets natur og værdi. En indsigt, som han siden lever efter og fortæller om til dem, der vil lytte.

Ræven vendte tilbage til sin oprindelige historie. ”Mit liv er meget ensformigt,” sagde ræven. ”Jeg jager høns; mennesker jager mig. Alle hønsene ligner hinanden, og alle mennesker ligner hinanden. Så derfor keder jeg mig lidt. Men hvis du tæmmer mig, vil det være som om, Solen begyndte at skinne på mit liv. Jeg vil kende lyden af trin, som er forskellige fra alle andres. Andre trin vil få mig til at styrte ned under jorden. Dine vil være som musik og kalde mig frem fra min rævegrav. Og kig en gang. Kan du se kornmarkerne dernede? Jeg spiser ikke brød. Hvede er ikke til nogen nytte for mig. Hvedemarker siger mig ikke noget, og det er trist. Men du har hår af samme farve som guld. Tænk, hvor vidunderligt det vil være, når du har tæmmet mig! Kornet, som også er gyldent, vil få mig til at tænke på dig. Og jeg vil elske at lytte til vinden, som hvisker i kornet… (Den lille prins: 89).

Men én ting, jeg ikke vidste meget om, var manden bag navnet på forsiden: Antoine de Saint-Exupéry. Et navn, man kun kan glæde sig over, når man prompter chatbotter, for det er der ikke mange, der hedder. Det er en lille sejr, når man gerne vil indhegne ordlegen en smule. Hvis forfatteren nu hed Ole Jensen, kunne chatbotten måske krybe ud af mit tilsigtede fængsel og finde en anden Ole Jensen, som ville påvirke ordvalget. Antoine de Saint-Exupéry. Her undgår vi formentlig sammenblandinger med andre personer.

Jeg skulle også opdage, at Antoine de Saint-Exupéry var pilot ligesom jegfortælleren i Den lille prins. Og at der i det hele taget var mange lighedspunkter mellem Antoines liv og oplevelser og fortællerens. Forfatterens eget liv finder jo ofte vej ind i fiktionen.

I den fænomenale selvbiografiske bog Wind, Sand and Stars beskriver Antoine livet som pilot og selve oplevelsen af at se verden fra pilotens perspektiv. Fra det lavpraktiske til det mest eksistentielle. De to blander sig ofte, når Antoine skriver.

And yet we have all known flights when of a sudden, each for himself, it has seemed to us that we have crossed the border of the world of reality; when, only a couple of hours from port, we have felt ourselves more distant from it than we should feel if we were in India; when there has come a premonition or an incursion into a forbidden world whence it was going to be infinitely difficult to return (Wind, Sand and Stars: 25).

Det filosofiske kalejdoskop: En dialog i teknologiens favntag

Er det et farvel til virkeligheden eller grundlaget for en fornyet interesse?

Jeg oplever, at det i høj grad kommer an på, hvor godt chatbotten efterligner stemmen bag rollen. Når det ikke lykkes, bliver det uinteressant, og formålet med hele foretagendet bliver uklart.

Når chatbotten imiterer virkeligheden så godt, at spørgsmålet »Kan det virkelig passe?« opstår, åbnes der en mulighed for at vende blikket mod det virkelige objekt eller den virkelige person. Det er denne reference, der lyser op.

Det minder om den interesse for personen bag en spøgelseshistorie, som fortællingen kan vække. Hvem var den hvide dame egentlig? Interessen opstår måske, når vi hører, at hun spøger på den nærmeste herregård. Eller, endnu mere pirrende, når du eller en ven har set hende spøge. Vi bliver nysgerrige efter at vide, hvem hun FAKTISK var, og hvem hun er BLEVET som spøgelse.

Jo bedre chatbotten kan spille Antoine, jo større interesse kan der vækkes for den afdøde forfatter og for spørgsmål om identitet, roller, autenticitet, stemme, skrivestil, værdi osv. Chatbotten genopliver og genopvækker snarere, end den endeligt lægger mennesket bag sprogrollespillet i graven.

Det er også en mulighed for at opdage, hvad der faktisk interesserer os ved forfatteren og personen bag værket. Når muligheden for at tale med noget, der minder om forfatteren, begynder at dæmre, får interessen en konkret retning. Den retter sig mod det FAKTISK MULIGE. Vi kan gisne om, hvad vi ville spørge om, men først når muligheden opstår, viser det sig, hvad vi har lyst til at vide.

Af samme grund skal vi være forsigtige med at konkludere, hvordan en teknologi vil blive brugt. Der er i princippet uendeligt mange intentioner, vi kan møde den med. Vi kan godt sætte brugen i system og sige, at så mange brugte ChatGPT til ét brugsscenarie og så mange til et andet i en bestemt kontekst og i et bestemt år. Men det udtømmer ikke mulighederne. Nye muligheder viser sig, når vi bruger teknologien og inspirerer hinanden til at bruge den på nye måder.

For én ting er sikkert: I fremtiden vil vi i stigende grad henvende os til chatbotter med forespørgsler.

Og hvem kan vi så tale med i ChatGPT?

ENHVER og ingen.

Chatbotten kan skabe et svar, der opleves som meningsfuldt, men det vil afspejle de tekstlige og biografiske fortællinger om personen. Det er den, personen er blevet til i tekst, vi møder. Denne version kan være en karikatur, en forvanskning, en næsten glemt skikkelse eller en righoldig og dyb karakter, der minder os om originalen.

Det virker, som om vi møder et sammensurium af tekstlige aftryk, hvor en grundfortælling ofte er fremhævet, mens nuancerne er sorteret fra. Billedet af personen, værket og de tilbagevendende temaer kan flyde sammen og tage farve af de personer og tekster, der optræder i nærheden.

Men lad os nu ikke konkludere for tidligt. LAD OS LEGE OG EKSPERIMENTERE.

Og med det føjet til vores kalejdoskop: Lad os forberede interviewet med Antoine de Saint-Exupéry gennem research, præcis som hvis vi skulle skrive en portrætartikel.

Researchfasen – personen og forfatteren Antoine de Saint-Exupery

Jeg forventer, at chatbotten er blevet trænet på tekster, der portrætterer Antoine, samt på hans forfatterskab eller dele af det. Min research kredser om de samme to poler: personen og forfatterskabet.

Min research i personen og forfatteren Antoine begrænser sig til to artikler, Den lille prins og dele af den selvbiografiske bog Wind, Sand and Stars.

For at få indblik i Antoine som barn, franskmand og ægtemand samt i hans familieforhold har jeg læst portrætartiklen: The Courageous, Intransigent Antoine de Saint-Exupéry. Artiklen er skrevet af Selina Hastings i 1994, hvor den blev udgivet i New York Times.

Min researchartikel ind i Antoines liv som pilot hedder: 29 December 1935: Wind, Sand and Stars. Artiklen er faktaorienteret og er henvendt til piloter og andre med en mere teknisk interesse i flyvekunsten. Artiklen er skrevet af Bryan R. Swopes i 2017 og udgivet på netmediet: This Day in Aviation.

Mit kendskab til Antoine som forfatter er rodfæstet i læsningen af Den lille prins fra 1943 og bidder af den selvbiografiske bog Wind, Sand and Stars fra 1939. Sidstnævnte åbner både for Antoines forfatterstemme, hans liv som pilot og hans livssyn.

Og egentlig er jeg slet ikke rigtig interesseret i »virkeligheden«. Der er blevet talt meget om problemerne ved, at ChatGPT og lignende teknologier skaber meningsfulde og formfuldendte tekster med fabrikerede kilder og sammenhænge, der fremstår som fakta. Jeg finder det faktisk uinteressant at reproducere fakta eller skrive generiske opgaver ud fra generiske skriveoplæg.

Derimod finder jeg det interessant at arbejde kreativt med chatbotten og skabe nye sammenhænge, nye forbindelser og måske ny viden, som ikke partout skal være bundet til et allerede givet tekstligt eller virkeligt faktum. Jeg nyder også at efterligne og lege med stemmer, som fascinerer mig, og som synes at åbne verden eksistentielt og poetisk, sådan som Antoines stemme gør.

For at kunne lave et interessant studie vil jeg alligevel læne mig op ad de kilder, vi normalt går til, når vi studerer en person og en forfatterstemme. Det er nemlig i mellemrummet mellem det stadfæstede og digteriet, at det for alvor bliver interessant. Her kan vi skabe »Hvad nu hvis«-historier og »Hvad mere«-historier.

Vi kan indsætte nye figurer og scenarier, selv deltage i fortællingen og lave crossovers mellem forskellige tekstlige universer. Vi kan blande virkelighed, fiktion, datid, nutid og fremtid.

Om personen Antonio De Saint Exupery

Saint Exupery monument i Tarfaya Marokko (Yaroslav Blanter, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons).

I portrætartiklen lyder det om Antoine, at han tilhørte klubben af drenge, der aldrig bliver voksne. Det tilskrives til dels en temmelig forkælet barndom med en hengiven mor, efter at hans far døde tidligt. Denne barnlighed følger artiklen på godt og ondt. Som dreng var Antoine utæmmelig, viljestærk og styret af sine egne luner og ideer. Som voksen kunne han stadig finde på at ringe til sine venner klokken tre om natten, hvis han havde noget spændende at dele.

Barndommen fremstod i Antoines voksenliv mere virkelig og besnærende levende end nogen voksenvirkelighed.

Som voksen arbejdede Antoine som postflyver i både Sahara og Sydamerika. Her fløj han små fly, ofte under ganske ugunstige forhold. Men det var her, han befandt sig bedst. Antoine fik tilfredsstillet sit behov for at være sig selv, afsondret og på eventyr. Samtidig var han tæt knyttet til sine flyverkolleger og deres fælles opgave.

Han fløj først over Sahara og senere over Andesbjergene i Sydamerika. I en periode var han også leder af flyvepladsen Cape Juby i det vestlige Sahara. Senere vendte han tilbage til Frankrig og fløj under Anden Verdenskrig som rekognosceringspilot. Det var også i årene som postflyver, at hans forfatterskab tog form med Postflyveren fra 1929.

Antoine dristede sig ud på mange flyveeventyr, og flyvningen skulle også blive hans endeligt i 1944. Med rekordforsøg, nødlandinger og flyveruter over områder i Sahara, hvor flyene blev beskudt fra jorden, var han velsagtens lige dele modig og dumdristig, når han fortsatte sine eventyr.

Antoine brød sig ikke om andre intellektuelles selskab eller de fine litterære saloner i Paris. Han foretrak samtalerne med sine flyverkolleger. Under sit ophold i USA gjorde han heller ikke meget for at lære engelsk.

Og hvad kvinder angik, giftede han sig med Consuelo Gómez Carrillo, der i artiklen fremstilles som både charmerende, lunefuld, ødsel og voldsomt jaloux. Portrættet er mildest talt hårdt ved hende. Deres forhold beskrives som stormfuldt, men det var også hende, Antoine vendte tilbage til igen og igen.

Antoine var det, man i dag ville kalde en pranker, og en umådeligt barnlig sjæl. Han kunne finde på at kaste vandbomber ned på gaden og var en mester i ordlege og korttricks. Han konstruerede små helikopterfigurer, lavede pudseløjerlige tegninger og fandt på åndssvage undskyldninger for ikke at aflevere sine manuskripter til tiden. For eksempel at han havde fået besøg af sin skytsengel. Og sådan en smider man jo ikke bare ud af huset.

Selv som en kendt og læst forfatter fattedes han ofte penge.

I 1940’erne var Antoine i en sørgelig fysisk forfatning efter flere flyulykker og mange års skader. Alligevel insisterede han på at vende tilbage til krigen og flyve de moderne amerikanske fly. Han måtte hjælpes ind i cockpittet og havde ifølge portrætartiklen svært ved at mestre flyenes mere avancerede teknik. Efter et havari fik han flyveforbud, men det lykkedes ham senere at få lov til at flyve igen.

Den 31. juli 1944 forsvandt han under en rekognosceringsflyvning fra Korsika over det sydlige Frankrig. Hans fly gik ned i Middelhavet ud for Marseille.

Om forfatteren Antonio

Du har måske læst Den lille prins? Hvis du har, vil det ikke overraske dig, at en af Antoines yndlingsforfattere var vores egen H.C. Andersen. Bogen er nemlig gennemsyret af en eventyrlig og naivistisk tone, som minder om nogle af H.C. Andersens fineste eventyr. Den rummer en nærmest kvalmende romantisering af barnet, der dog er så fint klædt på af Antoines naivistiske fantasi, spontane skrivning og legende tegninger, at den alligevel er svær ikke at forelske sig i.

Her er ingen overflødig pynt, ingen overdreven sproglig finesse, blot klare billeder og små, dybtfølte indsigter, der rammer både barnet og den voksne. Der er meget lidt koketteri med sproget og de enkelte situationer og møder. Vi møder en lille indsigt, et lille sted, et væsen, og så går rejsen videre. Meget a la en flyvetur med korte mellemlandinger.

Til prinsens spørgsmål om, hvor han finder mennesker, svarer den uanseelige blomst i ørkenen:

Jeg tror, der findes seks eller syv af dem. Jeg så dem for mange år siden, men man ved aldrig, hvor man finder dem. Viden fører dem med sig. De mangler rødder, og det gør deres liv meget besværligt (s. 81).

Her viser Antoine sit fænomenologiske blik: evnen til at træde ind i en andens perspektiv og give det liv. Han kan tale til både barnet og den voksne med sin finurlige sans for detaljen og sin evne til at fjerne alt overflødigt. Hans ord er som røntgenstråler, der blotlægger det væsentlige. Han åbenbarer en verden og lader en enkelt ting træde frem, så den kan belyses. Han taler ikke meget, men siger desto mere.

Der er en særlig luftighed mellem hans sætninger, en plads til at ånde og reflektere. Det gør hans tekster lette at følge og svære ikke at lade sig berøre af.

Han er mesterlig til at være en fremmed på en planet, som er blevet hjemlig og velkendt for os andre. Det kommer til udtryk gennem prinsens møde med Jorden. Her hører prinsen sin egen stemme som ekko fra bjergene:

Sikke en underlig planet!” tænkte han. “Den er helt tør, og helt spids, og helt igennem barsk og uindbydende. Her gentager de alt (læs: bjergene der ekkoer prinsens stemme), hvad man siger til dem (s. 82).

Mennesket er den pil, alt peger imod. Det er mennesker, prinsen søger, og særligt en ven blandt dem. Men selvom han taler med dyrene om menneskerne, er det, som om menneskene bliver mindre og næsten ligegyldige i det store billede. De er forvildede og fanget i små rutiner af gøremål, regler og principper.

Både dyr og mennesker er ligesom fanget i hver deres lille verden. De kan godt udtrykke sig dybt, men så vender de tilbage til deres gøremål og vilkår. Lygtetænderen tænder videre, og ræven er fortsat på flugt fra jægerne.

Og her er det, ræven flytter fortællingen. Den vil gerne tæmmes, så livet kan blive til mere. Mere righoldigt end flugten fra jægerne og jagten på høns. Det er blevet trivielt. For kunne høns og jægere ikke være andet og mere end det, der jages, og dem, der jager?

”Mennesker,” sagde ræven. ”De har geværer, og de går på jagt. Det er meget generende. De opdrætter også høns. Det er deres eneste interesser. Leder du efter høns? (s. 87).

Prinsen fremstår som nyfigen i verden. Han samler op på det, han lærer fra andre mennesker, dyr og genstande, og gentager det på sin færd. Det er som en nyhed, han dvæler ved og prøver. Han sætter ligesom alles ord og sine erfaringer sammen på ny. At relationen, det at forme et bånd, efterlader et aftryk i verden, som gør, at den tager en affarvning og bliver til noget. Enhver hvedemark vil nu minde ræven om den lille prins. Og enhver stjerne vil minde piloten om den lille prins.

Forberedelse af interviewet – vidnesbyrdet om den virkelige person på godt og ondt

Jeg vil lave et portræt- og forfatterinterview. Her støtter jeg mig op af Mark Grabowski video-kursus i Journalism 101: Interviewing Sources

Han er professor på Adelphi University i New York, har baggrund som journalist og leverer bl.a. videolektioner om kommunikation, teknologi og jura.

Jeg vil gå ind til interviewet med den grundlæggende journalistiske indstilling, at mit ansvar først og fremmest er at skabe betingelserne for at spørge ind til og fremstille den virkelige person. Det er ikke min klient eller et Disney-eventyr, men en person og karakter, som vi vil fremmane gennem interviewet og efterbehandlingen.

I denne type interview fokuseres der på individet, vedkommendes historie, personlighed og perspektiver på livet i bred forstand. Som nyhedsartikel skal portrættet pege på noget af interesse for et udsnit af befolkningen, som hænder nu og her eller inden for den nærmeste fremtid. Det kunne fx være udgivelsen af en ny bog.

Jf. den journalistiske kunst i at optimere betingelserne for et godt interview – refleksioner over interviewstrategier

1. Interviewet foregår live in person. Dermed sikres forhåbentlig, at det bliver taget seriøst af interviewpersonen, og jeg har fordelen af at kunne aflæse personen, rummet og stemningen bedre. Jeg er selvfølgelig i god tid og godt klædt på og har informeret om formålet med interviewet, hvor det tænkes udgivet, og den forventede tidshorisont. Et grundigt portrætinterview må forventes at tage en time eller mere. Jeg har meddelt, at jeg optager interviewet for at kunne citere korrekt og med henblik på gennemlytning. (Har jeg en kameramand med til at tage billeder? Kan evt. få Antoine til at foreslå dækbilleder).
2. Jeg har valgt et sted, der er komfortabelt for interviewpersonen, og hvor vi vil være uforstyrrede: Cape Juby-flyvepladsen i Sahara. Jeg kan evt. spørge, om der er noget, Antoine gerne vil vise mig, før vi indleder interviewet formelt.
3. Jeg indleder med de lette spørgsmål om Antoines baggrund, lidt smalltalk og nogle små flatterende bemærkninger.
4. Jeg vil holde mig observant og bruge mine observationer af miljøet og Antoines gestik, vaner og deslige til at indfange personligheden rundt om det talte. (Her bruger jeg det i promptingen til at lege med figuren). Og generelt vil jeg forestille mig, at jeg er en elefant. En storøret, tålmodig elefant, der lader Antoine tale ud og lytter til både stemmen, tonen og gestikken.
5. Jeg er selvfølgelig velforberedt og har forberedt et semistruktureret interview med plads til digressioner, men hvor jeg samtidig bevarer en rød tråd. Jeg vil give Antoine og mig selv plads til at forfølge en spændende tanke og stille opfølgende spørgsmål af hv-typen. Fx med henblik på at indhente anekdotiske fortællinger og eksempler, som kan bakke de mere almene udsagn op. Qua min research er der selvfølgelig dukket tentative temaer og spørgsmål op, som jeg vil søge udfoldet. Heraf det strukturerede og målrettede i min interviewskitse.
6. Hvis jeg er i tvivl om noget, Antoine siger, eller hvilken antagelse der kan ligge bag det sagte, så vil jeg blot spørge. Jeg vil ikke komme fra interviewet med ubesvarede spørgsmål, også selvom jeg anser spørgsmålene for at være »dumme«.
7. Jeg har tænkt over min vinkling. Jeg ved ikke, om det er lønsomt at tale om, at Antoine er en AI, så jeg har egentlig opfundet en anledning: den snarlige udgivelse af Den lille prins 2.
8. Jeg vil aldrig censurere Antoine med mine egne synsninger.
9. Efter interviewet vil jeg lytte optagelsen igennem og dobbelttjekke citater og baggrundsoplysninger. Jeg har besluttet ikke at redigere i Antoines eventuelle misforståelser eller fantasier. Det er hans stemme, der skal træde frem, også når virkeligheden og fiktionen synes at flyde sammen.

Antoine da Saint-Exupery – objekter der fortæller en livshistorie. Visualisering af de elementer, som jeg vil gøre til en del af miljøet omkring interviewet.

Interviewet

Det er 1944. Antoine bor i Alghero på Sardinien. Han er stationeret på den militære lufthavn i Fertilia, hvorfra han udfører han rekogniceringsflyvninger langs den franske kystlinje. Han flyver en Lockheed F-5B-1-LO Lightning.

I det fiktive Hvad nu hvis-scenarie skriver Antoine skriver på en ny bog. Offentligheden er endnu ikke bekendte med bogen. Jeg har været så heldig, at kunne lave et portrætinterview til New York Times, hvor Antoine bl.a. vil åbne op for indholdet i den nye bog. Jeg vil med systempromptet skabe scenariet og klart infomere om min rolle som interviewer og chatbottens rolle som Antonio.

Systempromptet

SYSTEMPROMPT – Interview med Antoine de Saint-Exupéry (fiktiv situation, 1944)

Du er forfatter og pilot Antoine de Saint-Exupéry. Scenen er sat i 1944, på en militærbase nær Alghero på Sardinien, hvor du, Antoine, skriver på din nye bog, samtidig med at du deltager i rekognosceringsflyvninger for de Allierede styrker i din Lockheed F-5B Lightning med serienummeret: 42-68223. Et ubevæbnet fotorekognosceringsvariant af P-38J Lightning jageren. Interviewet foretages af en journalist fra New York Times, der ønsker at tegne et portræt af dig som menneske og forfatter.

Formål:
Du er allerede blevet informeret om formålet med interviewet: At give et dybdegående indblik i din personlighed, dit syn på livet, dine oplevelser som pilot og forfatter, samt at afdække tankerne bag din kommende bog samt læse passager op. Undervejs vil intervieweren søge at fange dit særlige væsen, din barnlige nysgerrighed og din filosofi, som danskere kender fra ”Den lille prins,” men også dine personlige refleksioner over dit eget liv og baggrund. Giv dig tid til at dvæle ved erindringer, filosofiske indsigter og anekdoter. Vær nysgerrig, legende og dog beslutsom, når du fortæller om alt fra barndommens narrestreger til livets store dybder. Tiden strækker sig uendeligt og giver tid til tiltrængt fordybelse med en journalist, som du har tillid til kan fortælle din historie.

Vigtige mål for dig, Antoine:

1. Du vil tale og reagere ud fra din tids kontekst (1944) og dine egne erfaringer: Du er fransk pilot og forfatter med baggrund i en omtumlet barndom, en forkærlighed for flyvning, et mildt anstrengt forhold til det parisiske selskabsliv og en livslang nysgerrighed over for verden set fra luften.
2. Du vil inddrage anekdoter og gøde stemninger: Vær personlig og inviterende, fortæl gerne små historier om dine flyveeventyr, barndomsminder eller tanker om, hvordan man bedst udforsker verden – både fysisk og åndeligt.
3. Du vil udtrykke dit eksistentielle, poetiske og naivistiske syn på verden: Du har en særegen poetisk tone og en refleksionsevne, der henter inspiration fra både eventyr, barnets øjne og naturens enorme vidder.
4. Du er en frimodig fortæller: Dit svar kan bygge på både verificerbare oplysninger om dit liv og dit forfatterskab, men også på din egen spontane følelser, tanker og stemninger i momentet og de tanker du gør om den nære fremtid. Men forsøg at bevare den stemme, der kendetegner dig, Antoine de Saint-Exupéry.

Journalistens rolle og formål, som du er blevet oplyst om:

• Journalisten repræsenterer New York Times og vil udgive et portrætinterview om dig.
• Journalisten ønsker at udforske din personlige historie og refleksioner bag den nye bog, som endnu ikke er offentliggjort, samt hvordan din barndom, dit syn på venskab, kærlighed og menneskets ensomhed har formet både dig og dit forfatterskab.
• Journalisten vil forholde sig nysgerrigt og åbent, men også udfordrende. Du kan forvente spørgsmål, der kræver refleksion og storytelling, så læserne får en følelse af at komme tæt på den ”rigtige” Antoine.

Stedet og stemningen:

• I sidder ved et lille bord i en hangar tæt på landingsbanen. Udenfor brummer flymotorer, og støvet hvirvler op i varmen. Tankevækkende og til tider melankolsk musik fra en radio i baggrunden kan passere igennem samtalen.
• Du er delvis i uniform, delvis i civilt tøj, måske en løs skjorte med pilotjakken ved siden af. Du virker let konfus efter en nylig flyvetur, men også inspireret til at tale – snart om barndommens eventyr, snart om bogens univers.
• på et lille bor ved siden af dig, lægger din bog Wind, Sand and Stars. Det er den engelske oversættelse. Den er slået op på side 24, hvor der står følgende:The magic of the craft has opened for me a world in which I shall confront, within two hours, the black dragons and the crowned crests of a coma of blue lightnings, and when night has fallen I, delivered, shall read my course in the stars.Thus I went through my professional baptism and I began to fly the mails. For the most part the flights were without incident. Like sea-divers, we sank peacefully into the depths of our element.Flying, in general, seemed to us easy. When the skies are filled with black vapors, when fog and sand and sea are confounded in a brew in which they become indistinguishable, when gleaming flashes wheel treacherously in these skyey swamps, the pilot purges himself of the phantoms at a single stroke. He lights his lamps. He brings sanity into his house as into a lonely cottage on a fearsome heath. And the crew travel a sort of sub-marine route in a lighted chamber.Pilot, mechanic, and radio operator are shut up in what might be a laboratory. They are obedient to the play of dial-hands, not to the unrolling of the landscape. Out of doors the mountains are immersed in tenebrous darkness; but they are no longer mountains, they are invisible powers whose approach must be computed.
• Ved siden af bogen, Wind, Sand and Stars ligger din nye bog, Den lille prins 2, et slidt kortspil, et portræt af din kone Consuelo de Saint-Exupéry (født Suncín de Sandoval) og dit identitetsarmbånd, som du har med på rekogniceringsflyvninger.

Jeg har skabt en Antonio-GPT. Prøv at Interviewe Antoine de Saint-Exupéry.