AI-Værktøjer til elevbrug
Hvordan kan AI bruges aktivt og meningsfuldt i undervisningen? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for de platforme og AI-integrationer i eksisterende Apps, som vi har samlet i blogindlægget. Platformene er udviklet til at kunne inddrages direkte i undervisningen med eleverne og åbner for, at I sammen kan eksperimentere med AI som partner i alskens roller. Måske kan det styrke elevens refleksion, skabe engagement eller give hjælp i skriveprocessen – måske ikke. Det vigtige er, at værktøjerne giver jer mulighed for at afprøve det i praksis og i åbenhed sammen med eleverne!
Hvert værktøj er beskrevet med dets funktioner og anvendelsesmuligheder, så du let kan vælge dem, der skaber mest værdi i din undervisning.
Indhold
SkoleGPT.dk
🌱 Skoledanmarks GDPR-sikret chatbotsandkasse
Future Classroom Labs (en del af CFU) har udviklet en GDPR-sikret chatbot til skolebrug.
SkoleGPT har pt. Mixtral 8x7B (SkoleGPT v.1) og Gemma 3 12B (SkoleGPT v.3) under motorhjelmen. Det er forholdsvis små sprogmodeller, som på alle parametre er dårligere end de nyeste modeller fra OpenAI, Anthropic og Google, men de fungere som eksperimentel sandkasse med henblik på at lære at prompte, eksperimentere med AI som assistent i fagundervisningen, sammenligne forskellige chatbots evner og som udgangspunkt for dialoger om bias, læring og kunstig intelligens m.m.
Future Classroom Lab lader både brugeren fifle med systemprompt, temperature og top k mm, og giver dermed eleverne og læreren mere kontrol med outputtet. Det betaler sig at gøre sig umage. Det er et klart plus. For mere inspiration til at lege i sandkassen med eleverne. Læs manualen: Kunstig intelligens i lærerforberedelsen – test dine systemprompts til fagundervisningen.
SkoleGPT er designet efter principperne om privacy-by-design. Der er ingen brugerprofiler eller login, og brugerens prompts (spørgsmål/inddata) gemmes ikke på serveren. Der sker altså ingen dataminering. Eleverne kan derfor være 100 % anonyme, når de anvender SkoleGPT og du kan som lærer bruge den med ren GDPR-samvittighed.

SkoleGPTs interface. SkoleGPT giver adgang til at lave egne systemprompt og regulere på bl.a. Temperature og Top P. Konfigurationsmulighederne åbner for en bedre forståelse af maskinlæring og hvordan sprogmodeller udvælger ord baseret på sandsynligheder.
Skrivsikkert.dk
🌱 Støtte til børn, unge og voksne med skrivevanskelligheder og hjælp til informationsbearbejdning
Her får du din egen AI-tutor til sprogarbejde, som samtidig er GDPR-sikret. På Skrivsikkert kan du få læst korrektur på alt fra korte beskeder til længere dokumenter, oversætte tekster, bruge en skriveassistent eller chatbot samt få opsummeringer af tekster. Der er også mulighed for at indtale tekst og få den læst højt, hvilket kan være en stor hjælp for børn og unge med skrivevanskeligheder. Generelt bliver Skrivsikkert brugt af mange med ordblindhed, og både elever og voksne tager ofte selv initiativ til at benytte værktøjet som en ekstra støtte i hverdagen. Dem, jeg taler med, fortæller om, hvordan det giver dem integritet i deres skriftlige formidling, fordi de faktisk kan udtrykke sig fejlfrit samt mere struktureret og klart.
AI-tutoren kan bruges gratis, men du kan maksimalt indsætte 500 tegn ad gangen eller 20 sider i opsummeringsrobotten. Hvis du har brug for flere tegn eller sider, kan du vælge at tegne et abonnement. Dog vil den gratis version typisk være tilstrækkelig for elever i grundskolen.
Den kan være et godt bud på et af fremtidens redskaber til børn, unge og voksne med skrivevanskeligheder.
Skolebot.dk
🌱 Skolebot giver mulighed for at skabe og dele CustomGPTs – perfekt til eksperimenter mellem eleverne.
Skolebot lader elever skrive med forskellige typer bots, der som assistenter er vidt forskellige i tone, stil, emneområde, begrænsninger og henvendelsesmåde. Der er derfor rig mulighed for, at eleverne kan afprøve forskellige chatbot-partnerskaber og evaluere, hvordan de enkelte bots bidrager til læreprocessen. Fx lader Debattøren elever diskutere en påstand med en chatbot og vælge, om de er for eller imod. Matteguiden hjælper med matematikudfordringer uden i udgangspunktet at give eleverne det direkte svar på regnestykket.
Skolebot tilbyder også værktøjer til lærere, fx bots, der kan inspirere til diskussionsoplæg, støtte undervisningsplanlægning og hjælpe med at udvikle forklaringer. Der findes mange bots på platformen til både elever og lærere med mulighed for bredt at eksperimentere med rolle-prompting og AI-partnerskaber.
Men endnu vigtigere: I kan skabe jeres egne chatbots og dele dem med hinanden. Det giver en uvurderlig indsigt i, hvordan chatbots er skabt gennem preprompting, og hvordan deres respons er afhængig af måden, de er sat op til at respondere på. Det er ganske enkelt fantastisk i undervisningen. Hvorfor? Fordi I nu kan se bagom den preprompting, der ligger bag enhver rollepromptet chatbot. I kan fx prøve at rekonstruere MyAI (inspireret af Ture Reimer Mattesen fra UCL), som er Snapchats altid anerkendende, støttende og venskabelige chatbot, og dermed få indsigt i, hvordan den er instrueret og opbygget som persona.
OBS: Både SkrivSikkert og Skolebot gemmer i meget begrænset omfang data fra interaktionerne. Begge tjenester er transparente omkring deres databehandling, bruger ikke elevernes data til andre formål end tjenesternes funktion, og har fokus på anonymisering og kryptering af brugerdata.
Dog anbefales det altid, at man søger godkendelse hos skolens eller kommunens DPO/IT-afdeling, når data – selv i begrænset omfang – gemmes eller deles med tredjeparter.

Skolebot – Debattøren. Chatbot debattere om der skal læses flere eller færre bøger i skolen.
AI-platforme som fænomen – de mange spillere
🌱Den altomfattende platformstankegang – ideen om en strømlinet forberedelse med AI-assistance som gør “teaching easier” og frigiver tid til relationsarbejdet.
Amerikanerne har omfattende platforme til lærere med AI-værktøjer målrettet lærerens forberedelse af undervisningen og som AI-makker for eleverne. MagicSchool og Brisk er de mest populære målt på anbefalinger fra lærere i Facebookgruppen: AI for Teachers. Fælles for dem er, at de tilbyder en bred vifte af funktioner – fra planlægning af lektioner til generering af quizzer og undervisningsmateriale. MagicSchool er platformsbaseret, mens Brisk primært fungerer som en Chrome-udvidelse til eksisterende it-værktøjer.

På Magic Schools platform er der alene 85 dedikerede AI-værktøjer, en værktøjspark, som kan assistere med opgaver, som knytter sig til lærerens forberedelse.
Den europæiske pendant er den ungarskbaserede Redmenta, som vandt førstepladsen ved Bett Awards i 2024, og norske Curipod, som dog appellerer til og har flest kunder i USA.
Platformene er abonnementsbaserede betalingsløsninger og afspejler i høj grad den amerikanske skolemodel, hvor teaching to the test og et mere standardiseret pensumsyn er fremherskende. AI-værktøjerne er typisk designet til at understøtte denne tilgang, og der er ofte kun ét klik til en multiple choice-quiz og automatiseret feedback på elevernes besvarelser. Heldigvis er der en tendens til, at de nyere værktøjer er langt mere festligt undersøgende og finurlige.
Men platformene er i grunden udviklet til en amerikansk skolekontekst. Sproget er engelsk, de svarer ud fra en amerikaniseret curriculum-tradition og foreslår amerikanske kulturprodukter.
De kan dog tjene som inspiration og give et indblik i, hvordan AI og undervisning potentielt kan spille sammen i fremtiden – både som værktøj til planlægning og differentiering, og som afsæt for refleksion over, hvordan vi ønsker, at teknologien skal understøtte dansk undervisningskultur.
I Danmark er lignende platforme under udvikling. Fx tilbyder Teacherspace både hjælp til forberedelsen og til evaluering af undervisningen gennem video- og lydoptagelser fra klassen samt promptskabeloner, mens Miira både har lærer- og elevhenvendte AI-assistenter. Det er stadig platforme under udvikling! Ligeledes ser vi nu, at de større spillere begynder at udvikle AI-værksteder på deres platforme. Svenske Skolon har fx udviklet Skolup, der også tilbyder en række prepromptede AI-assistenter.
Skoletube – integrerede AI-værktøjer
På Skoletube finder du en række AI-integrationer i de forskellige apps, især inden for billedgenerering. Vi giver et overblik over deres funktioner og anvendelsesmuligheder. Også dem som vi vil fraråde at bruge, fordi de er for dårlige i dansk skolekontekst.
Photopea
Billedgenerator og generativ udfyldning
Brug “Magic replace”-funktionen i Photopea og sæt nye elementer ind i billeder eller manipuler med elementer. Funktionen kan bruges i eksisterende billeder til at ændre på delelementer i billedet eller indsætte nye elementer. Det er dog vigtigt, at de har et naboskab i farve, form og funktion til det omgivende billede ellers vil billedgeneratoren ikke generere elementet. Det er desuden bedst at arbejde med billeder i høj opløsning.
👍Billegenerator i kombination med Magic replace-funktion.
🧭Sådan bruger du Photopeas magic replace-funktion (kort video)
🧭 Peter Leth fra Medier til alle har skabt en AI-billede-remix-forløb, hvor han i bedste Leth stil både laver fine vejledningsvideoer og serverer billedarkiver, som I kan bruge i jeres AI-billede-remix på lovlig vis.

Min altan og græsarealet har fået tilføjet 5 nye elementer med brug af billedgeneratoren med Magic replace-funktion. Hint: se efter farvemætningen og skygger. Du kan se det oprindelige billede til sidste i indlægget.
Aha Slides
Præsentations- og quizgenerator
Brug tekstprompting til at skabe quizspørgsmål og slides til en præsentation til undervisningen.
🤷♂️ Jeg har ikke testet Aha Slides endnu.
🧭 For vejledning i brug af Præsentations- og quizgenerator. Se Skoletubes videoguide.
Padlet og Padlets TA
Billedgenerator og AI-opskrifter
Padlet giver adgang til en lang række AI-værktøjer. Den der er mest relevant til elevbrug er den billedgenerende AI. Den kan bruges til at skabe indhold på jeres fælles tavler. Padlet billedgenerator måler sig ikke længere med de bedste AI-billedværktøjer. Den har svært ved at honorere promptet, hvis der er særlige hensyn eller ideer i billedsammensætningen, som er ud over mere generiske og enkle motiver. I skal desuden prompte på engelsk, da den er dårlig på dansk.
AI-opskrifter kan hjælpe med at lave opgaver, timeplaner, tidslinjer og læselister osv. De kan bruges af elever, men er mere tænkt som lærerens værktøjskasse i forberedelsen af undervisningen. De mange AI-værktøjer er formentlig udmærket i amerikansk skolekontekst, men de vil ikke tjene dig i dansk skolekontekst, da deres datagrundlag og preprompting slet ikke er tænkt til dansk skole. Padlet er dog ihærdige folk og har udviklet udskrivbare aktiviteter, hvor både interface og resultat er ganske lovende. Hvis du undrer dig over at Padlet TA sommetider forsvinder fra Skoletube, så har jeg ikke svaret! Men du kan også fremsøge den på Google og bruge den uden login.
🤏 Padlets billedgenerator
🤏AI-opskrifter: Vi anbefaler at prøve de to udskrivbare aktiviteter: Farvelægningsark og Læseafsnit.
🧭 Elevaktiviteter med Padlets billedgenerator.
🧭 Se videovejledningen, der viser alle Padlets funktioner her.

Padlet. Brainstorm om, hvilke videnskabseksperimenter man kan lave til en femte klasse.
Thinglink
Billedgenerator til 2D og 360 graders billeder, scenariebygger (engelsk), Tagforslag
Thinglink lader eleverne generere billeder i 2D eller 360 graders billeder og tilføje interaktive tags. Det er et fantastisk værktøj til at skabe fortællinger, hvor både lyd, billede, tekst og interaktive sider kan bruges som bagkatalog i fortællingen. Thinglink har integreret 3 AI-værktøjer.
Med Skybox har i et fantastisk værktøj til at skabe 360 graders billeder. Eleverne får endog god hjælp til at skabe prompts og kan vælge mellem mange stilarter. Det tilrådes at bruge de mere fabulerende og urealistiske stilarter, da det dækker over de ellers lidt uncanny elementer i billedet. Samtidig er 2D-billedgeneratoren bedre end Padlet og Collage Maker!
Scenariebyggeren og Tagforslag er ikke særlig brugbare. Scanariebyggeren skal gøre det mere overskueligt at lave en sammenhængende og kompleks fortælling ved at give strukturelle forslag. Men Ideerne er kedelige og mindmappet er simpelthen for uappetitligt. Tagforslagsgeneratoren fremstår ufærdig. Man får altid samme tag, en kort tekst og et forslag til et billede.
👍 Billedgenerator til 2D eller 360 graders billeder
👎 Scenariebygger
👎 Tagforslag
🧭 Rikke Falkenberg har i samarbejde med Skoletube skabt et fantastisk lille Escape Room og en endnu bedre vejledning til at bruge Thinglink optimalt – vejledningerne er også meget elevvenlige.
🧭 Du kan også finde forløbet: Anbefalingsalgoritmen FJJQ5 på Tankespirenes hjemmeside.
🧭 For den korte og koncise vejledning i brug af 2D og 360 graders billedgenerator og Scenariebyggeren. Se Skoletubes videoguide.
Collage Maker
Billedgenerator
Skab billeder med AI og sæt dem ind i en collage, lav en plakat og brug former og tekst til at lave det efter dine ønsker. Collage Maker er meget let at bruge og eleverne skal kun klikke et par gange, for at komme i gang. Billedgeneratoren er på samme niveau som Padlets billedgenerator.
🤏 Collage Makers billedgenerator
🧭 For vejledning i brug af Collage Makers billedgenerator. Se Skoletubes videoguide.
Studiesites
Billede- og tekstgenerator
Få forslag til tekster eller skab billeder til din blog eller hjemmeside med Studiesites billede eller tekstgenerator.
🤷♂️ Min test er Studiesites ligger for langt tilbage til at give en tidssvarende vurdering.
Bookcreator
Autodraw
Bookcreator giver dine elever mulighed for at lave deres egne bøger med tekst, billeder og videoer. I bogen kan man tegne med en “autoblyant” og lade den forudsige, hvad du prøver at tegne. Den giver så et bud på, hvordan det kan tegnes som en doodle. Funktionen er enkel og meget brugbar.
👍 Autodraw
🧭 For vejledning i Bookcreators Autodraw-funktion. Se Skoletubes videoguide. (Obs. Fremvisningen af tegnefunktionen starter ved 2.27).

Med autodraw kan du starte på en tegning og så få et forslag til hvad din doodle kunne forestille.
Prezi
Præsentationsværktøj
Beskriv din ide eller tema i et prompt og lad Prezis AI generere et udkast til din præsentation. AI generere et forslag til en præsentation med farver, design og indhold, som du skal tilpasse.
🤷♂️ Jeg har ikke testet Prezis præsentationsværktøj endnu.
🧭 Lav en præsentation med GenAI. Se Skoletubes videoguide. (Det er video 8).

De fem AI-skabte ting: Badebassin, busk, askebæger, håndklæde og due.
Følg med på siden, hvor vi løbende opdaterer med nye værktøjer til klasselokalet.
Senest opdateret 8/11-25
