Når det kommer til dialogbaseret undervisning, har jeg min opdragelse fra P4C (Philosophy for Children) – en tradition som har sit udspring i Matthew Lippmanns tænkning og siden er blevet dyrket i særligt de engelsktalende lande. Fælles for næsten alle afarter af denne tradition er at deltagerne sidder i midten af klassen i en hesteskoformation, hvor der blot er efterladt et lille stå- og passagested for læreren, som i den forstand afslutter cirklen.
Efter at have arbejdet intenst med P4C i mange forskellige klasser i både indskoling, mellemtrin og udskoling, har jeg kastet min kærlighed på denne særlige formation, når målet er at undersøge et begreb eller ide i fællesskab. Som lærer er det selvfølgelig ikke nok ’blot at foretrække noget’. Der skal gode grunde på bordet! Og her vil jeg kort præsentere de tre grunde, som jeg altid får talt mig varm på når spørgsmålet rammer mig, hvorfor hesteskoformen?
LÆS OGSÅ: Den første filosofiske dialog i klassen – rammesætningen (del 1)
LÆS OGSÅ: Den første filosofiske dialog i klassen – rammesætningen og reglerne (del 3)
1. Alle kan se og høre hinanden
Den sokratiske cirkel lader alle kunne se og høre hinanden og have adgang til det fælles tredje
I den dialogbaserede undervisning sætter vi en ramme, som fremmer det at se og at høre hinanden. Og det er særligt vigtigt i denne undervisningsform, for målet er, at det er eleverne der samtaler med hinanden; de kommenterer, præsenterer hypoteser, argumenter og udsagn som er for deres klassekammerater at varetage kritisk og konstruktivt og dertil skal rammesætningen ikke være en hindring men fordre dette.
Vi har alle sammen siddet i et klasserum, hvor vi har måttet dreje os 180 grader for at kunne se en klassekammerat, der lige har sagt noget, som vi måske gerne vil kommentere. Resultatet er at vores kommentar oftest bliver rettet mod læreren i stedet for vores meddeltager.
Den klassiske formation i et klasseværelse med læreren ved tavlen fordrer ydermere, at klassesamtaler foregår med læreren som et medierende mellemled. Læreren får på den måde også tildelt en central rolle, hvor han eller hun derved intentionelt eller ikke-intentionelt får til opgave at mediere eller evaluere det sagte, i stedet for at dette kommunikations- og forståelsesarbejde foregår direkte mellem samtaledeltagerne. I cirkelformationen er alle deltagere derimod synligt og hørligt tilgængelige for hver andre, og det er denne fysiske rettethed, som bl.a. skærper muligheden for at foretage et givtigt fælles forståelsesarbejde eleverne imellem.
2. Der er lige adgang til det fælles tredje
I midten af halvcirklen opstår der en arena, som bliver deltagernes og facilitatorens ’fælles tredje’. I dette rum kan historier fortælles, rekvisitter ligges frem til skue, her kan billedmaterialer, begrebskort osv. introduceres og eleverne kan lægge deres produkter frem. Dette fælles tredje er placeret således at alle har lige og tydelig adgang til denne scene, hvilket understøtter at der bliver skabt et fælles fokus på og koncentration om det fælles tredje.
3. Facilitatoren kan blende ind
Facilitatoren kan frit bevæge sig ind og ud af cirklen og på den måde enten være tilstede og støtte elevernes dialog eller trække sig i baggrunden og lade eleverne føre dialogen med hinanden. Facilitatoren kan effektivt gøre sig usynlig blot ved fysisk at trække sig ”stille” ud af cirklen og stille sig bag ved eleverne, således at eleverne indirekte understøttes i at se til den elev, som de faktisk er i samtale med.
Vi er med andre ord i færd med at nedbryde et hierarki, hvor elevernes og lærerens roller er asymmetriske og bruger aktivt den fysiske rammesætning til at skabe mere symmetriske relationer, hvor normen er at man ser til dem som man faktisk samtaler med, og hvor eleverne selv er ved at opbygge en samtalekultur, hvor det at give og tage ordet ikke behøver at medieres gennem læreren.