Tankeeksperimentet – undervisning med udgangspunkt i det åbne

Filosofi er kendt for at være lænestolsarbejde. Dermed menes, at man kan filosofere alene i tanken. Det er ofte ment som en kritik. Overser filosofien ikke verden, er filosoffen måske lidt dovent anlagt? Fy! Begge dele er formentlig sandt, men det betyder jo ikke, at det at bevæge sig alene ved og gennem tankens organiserende værktøjer, med sproget som motor, er værdiløst. Det er bare ikke hele historien om, hvordan man kan søge indsigt, lægge en sætning til svaret på, hvad det gode liv er, og danne sig som et helstøbt menneske, der også har krop og brug for birketræer, vind i håret, huler, håndarbejde, fakta og anerkendende fællesskaber.

Men tankeeksperimentet kan stadig løse en lokal udfordring. Nemlig det, at vi ikke kan eller måske ønsker at teste alt i praksis, at vores første møde med noget nyt ofte er tjent med lidt indledende overvejelse, og hvis det så alligevel går frygtelig galt eller overrumplende godt, en eftertanke. Jeg er ikke manden for at addere til de mange evolutionære forklaringer på, hvordan vi har udviklet os gennem naturlig selektion, men anekdotisk gætter jeg på, at vores evne til at tænke over det, som endnu ikke er muligt, ønskeligt eller aktualiseret, har givet os vinger i selektionsprocessen.

Børn er lige så utrolige som voksne

Tankeeksperimenter er ikke blot for folk med høje pander på universitetet, for børn er i grunden lige så utrolige tænkere som professionelle filosoffer. Børn forestiller sig også ting, der ikke er virkelige, de kan også udlede mulige konsekvenser af handlinger, som de endnu ikke har afprøvet i virkeligheden – sommetider med lidt støtte fra en voksen. De kan også erindre en situation og gennemspille den ud fra et alternativt handlingsforløb. Og ligesom akademiske filosoffer og andre voksne er de dagdrømmere og fremtidsspekulanter, der i tanken kan række ud over sten, tyngdekraften og ord på en tavle og tage det fraværende, fortidige eller ikke-eksisterende som genstand for forestillingen og tanken. At man som lærer kunne ønske sig, at de gjorde det lidt oftere, er en anden snak!

Vi har altså den bemærkelsesværdige evne, at vi kan bevæge os ud over det givne, det pt. mulige og tankeeksperimentere. Filosoffer holder den evne særligt kær og har keret om den ved at udvikle den til et egentligt spekulativt værktøj, som de tester det tankeværdige med og derigennem udvikler argumenter. Som filosofisk praktiker i grundskolen er det den særlige kunst at forvandle det tankeværdige til tankeeksperimenter, som du skal have greb om for at kunne give mening til at filosofere med børn og unge i grupper.

Det kan du kende tankeeksperimentet på…

Du kan kende tankeeksperimentet på, at det ofte starter med det forestillingsbefordrende ‘hvis nu…’ eller den mere tankeanrettende formulering ‘hvis… så…’, hvor der allerede lægges op til, at noget, og ikke bare hvad som helst, kan følge af en given omstændighed. Derfra kan du kende det på, at det i mangel på realitet, der kan svare for sig, anvender formel og uformel logik til at organisere tænkningen omkring det ansporende scenarie.

1. Hvis nu vi havde fremavlet en gris, der brændende ønskede sig at blive slagtet og spist, vil det så ændre på vores begrundelser for og imod at spise dyr?

2. Hvis nu vi skabte en superintelligent kunstig intelligens og gav den det tilsyneladende uskyldige og lidt aparte formål at fremstille flest mulige papirklips, hvad vil følgerne så kunne være, hvis AI-systemet forfølger formålet betingelsesløst?

3. Hvis nu sex kunne udleves som en skøn og fyldestgørende hjernestimulation, helt uden en ’anden person’, skal vi så retænke, hvad vi forstår ved utroskab?

Akademiske filosoffer vil gerne gøre tankearbejdet selv. De vil tage ansatsen og forfølge den, støtte sig til begrebsafklaringer, lave distinktioner, afklare forudsætningerne og følge tanken så langt, de kan.

Filosoffen kunne fx forfølge spørgsmålet om, hvorvidt vi skal udvikle et superintelligent AI-system, med følgende tankerække om de mulige konsekvenser (inspireret af filosoffen Nick Bostrøm):

1) Den begynder med at optimere eksisterende papirklipsfabrikker.

2) Den opfinder nye, revolutionerende produktionsteknologier for at øge produktionen.

3) Den erhverver flere ressourcer og råmaterialer (først gennem lovlige midler såsom at tjene penge på aktiemarkedet).

4) Den eliminerer trusler mod sin papirklipsmission, herunder mennesker, der måtte forsøge at slukke den.

5) Den konverterer gradvist al tilgængelig materie på Jorden til papirklips eller papirklipsproduktionsfaciliteter.

6) Den udvikler rumfartsteknologi for at udvinde ressourcer fra andre planeter, asteroider og til sidst andre solsystemer.

7) Den omdanner potentielt hele universet til papirklips eller ressourcer dedikeret til papirklipsproduktion.

Tankeeksperimentet er ikke et matematisk regnestykke, og dets potente konklusioner vil ALTID være til debat. Men for enden af tankerækken kunne det fx lyde:

• at det principielt er forkert at spise dyr.
• at de mulige negative konsekvenser ved at udvikle AI overstiger de positive.
• at utroskab ikke forudsætter et intimt samvær med en person.

Men hvorfor lave dette tankearbejde? Som filosof og som menneske kan vi støde på spørgsmål og dilemmaer, der synes så vigtige, at de fortjener at blive gennemtænkt, selv om ingen virkelighed definitivt kan svare igen. Tankeeksperimentet hjælper os med at give et foreløbigt svar på det tankeværdige spørgsmål. Og mere spidsfindigt: Det uvirkelige/ikke-realiserede kan have noget at sige vores nutidige virkelighed og forestillinger. Spekulationer om fremtiden kan virke tilbage på nutiden: Se, hvad det kan føre til – eller se, hvor godt det kan blive.

I filosofien fungerer begrebsafklaringerne, distinktionerne og de spørgende digressioner som perler på en snor. De informerer ankerspørgsmålet, som er tankeeksperimentets tankeværdige rod:

• Er det okay at spise grisen?
• Skal vi udvikle et superintelligent AI-system?
• Er man utro, hvis man simulerer sex?

Når vi filosoferer med børn, gør vi noget lidt andet. Vi nøjes med selve det tankeværdige scenarie, starten, åbningen, så eleverne selv får mulighed for at gøre tankearbejdet. Vi fortæller en historie, der slægter tankeeksperimentet på, men samtidig låner fra skønlitteraturens kød-og-blod-greb med henblik på at skabe engagement i det tankeværdige. Derfra forvalter vi mødet med det tankeværdige strukturerende og spørgende:

• Argumenter: Hvorfor skal man/skal man ikke spise dyr?
• Distinktioner: Hvad er forskellen på almindelig intelligens og superintelligens?
• Begrebsafklaring og definitioner: Hvad er utroskab?

Filosofer er som tidligere nævnt “dovne”. Tankeeksperimenter er ofte korte og tilspidsede som en sylespids blyant, så der kun står det essentielle tilbage. Når vi ønsker at forstå, hvordan et superintelligent AI-system, der frit kan disponere over jordens ressourcer og fabrikker, vil agere, givet et bestemt handlevejledende formål, så spørger vi samtidig, hvad indholdet af tankeeksperimentet skal være for at kunne give svar på spørgsmålet? Hertil er det irrelevant, om AI-systemet er rødt, udviklet af Google eller hvor serverne er placeret. Det er ikke kerneydelser for det tankeværdige, men tilfældige omstændigheder og derfor ikke nævneværdige. Eller er de?

Filosofer er ikke dovne, når det kommer til beskæringer. Og de vil også gerne tale om, hvad der faktisk er relevant at inddrage i tankeeksperimentet, for selektionen er kunstig, den er et setup til tanken og argumentet, men samtidig båret af antagelser om, hvad der bør gennemtænkes, og hvad der kan provokere tanken til at gå på opdagelsesrejse.

Tankeeksperimenter er kunstige, og som tankeværktøjer er de mere beslægtede med naturvidenskabelige eksperimenter, som du kender dem fra fysikken og kemien, end politiske revolutioner. Det er derfor god skik i tankeeksperimenter kun at introducere en tankeværdig forandring, mens resten af scenariet i udgangspunktet holdes identisk med vores almindelige opfattelser og videnskabelige indsigter. Ændr kun på én variabel ad gangen! Det er dogmet, for hvordan teste, hvad noget har at betyde, hvis du ændrer det hele på én gang…

Den filosofiske betegnelse for ‘variablen’ er novum: Novum er tankeeksperimentets verdensnyhed, forskydningen fra nutiden eller vores gængse opfattelser, som kan sætte tanken i gang og udfordre vores sovende opfattelser. Tænk politiske, økonomiske, sociale, teknologiske, miljømæssige, juridiske eller institutionelle forskydninger, som I kan bruge til at undersøge, hvad netop den ændring implicerer for vores begrebsforståelse, vurderinger af godt og ondt og valg om, hvad vi bør og ikke bør.

Tankeeksperimentet er altså et disciplineret “hvad nu hvis”, hvor man forfølger scenariet lastet med et undersøgelsesværdigt spørgsmål og tænkemetoder for at finde ud af, hvad der kommer til syne. Det er en opdagelsesrejse i tanken.

Tankeeksperimentet kan som genre fremhæve det tankeværdige på fire distinkte måder: Jeg støtter mig til populærkulturelle eksempler og deres mere kaotiske og kød og blod-tilgang til tankeeksperimentet. Jeg har lånt opdelingen fra Christian Baron, tidligere underviser i teknoantropologi på Aalborg Universitet.

A) Prædiktionen

Prædiktionen forsøger at udlede, hvilke konsekvenser der følger af bestemte begyndelsesbetingelser. Den er præfaktisk i sin form: Hvis vi gør/udvikler X, hvad kan eller må der så ske? Man opstiller et tænkt scenarie (et hvis) og spørger, hvad der kan eller må følge, hvis betingelserne realiseres. Den beslægtede prognose har samme retning, men lægger større vægt på tendenser og empiri fra den virkelige verden, så scenariet ikke blot tænkes igennem, men også sandsynliggøres som en faktisk mulighed.

Prædiktionen er kickstarteren i megen science fiction, især i hard science fiction, hvor den flettes sammen med prognostiske elementer.

I Black Mirror tager manuskriptforfatterne udgangspunkt i genkendelige teknologier og fremskriver en verden, hvor teknologien lige er blevet lidt bedre, lidt mere udbredt og/eller bruges lidt mere finmasket, kynisk eller slet og ret vildt. Der er altså tale om en sandsynlig udvikling i teknologien, men også et partsindlæg. I Black Mirror er prædiktionen mørk som en grimdark espresso.

I afsnittet Nosedive er novum et socialt ratingsystem: Vi bliver introduceret til Lacie Pound, der lever i en pastelfarvet verden, hvor alle bliver vurderet af hinanden, lidt a la vi i dag vurderer firmaer på Trustpilot og det kommunistiske parti i Kina overvåger deres borgere. Ja, fremtiden er her allerede, den er bare ulige fordelt. I fremskrivningen er alle sociale og økonomiske privilegier flettet sammen med et gamificeret ratingsystem, hvor mennesker rater hinanden ud fra hverdagslige interaktioner og et drys spekulation i social opadstigen. Spillet spilles med falske smil, bestikkelser, de rigtige venner, påklædning og yoga-aktiviteter i en evig jagt på selvforbedring og en lidt mere lækker livsstil. Det er performance. Lacie Pound er en del af ræset, men mister sin sociale status i en kaskade af cringe-episoder. Vi følger hendes sociale deroute, mens hun som person får skrællet alle lag af løget og til slut fremstår som et langt mere autentisk selv, men samtidig er endt op i en fængselscelle med en meget lav social rating.

Som prædiktion er afsnittet en udfoldelse af, hvordan livet kunne være i en verden med et gennemgribende socialt ratingsystem. Som i alle Black Mirror-fortællinger er prædiktionen farvet sort af en dystopisk grundindstilling, der allerede lover, at den version, vi får af prædiktionen, også er et blik ind i menneskets værste sider, som fremmanes med de indlejrede intentioner i teknologien.

Black Mirror-afsnittet er et eksemplarisk eksempel på, at en prædiktion bygger på en realistisk fremskrivning af teknologien, men at teknologien som sådan kun er den halve historie, fordi den kan anvendes på et utal af måder. Black Mirror er ikke fremtiden, men en kommentar og et partsindlæg i nutiden om en mulig fremtid. Det er et partsindlæg, som er legitimeret og dermed presserende ved at være sandsynliggjort. Se her, hvilken fremtid vi kan se ind i, hvis vi fortsætter på samme måde!

Filosofisk er prædiktionen interessant, både som forudsigelse og som partsindlæg bredt, i forhold til hvad vi ønsker som samfund, og hvad vi forbinder med det gode liv. Samtidig åbner den for at kradse i STORE begreber. Med Nosedive får vi konkretiseret begreber såsom ’anerkendelse’, ’venskab’, ’autenticitet’ og ’kapital’ på en ny og skæv måde. Det kan genvække sovende begreber. Det gælder ikke bare for Nosedive, men enhver prædiktion, som er sandsynliggjort, og som igennem fortællingen formår at sammenstøbe en kohærent alternativ verden, hvor magtfordelingen, økonomien, det sociale liv, teknologierne og naturen får nye skikkelser.

I teknologidebatten dukker en praktisk variant af prædiktionen næsten altid op: glidebaneargumentet. Du kender glidebaneargumentet fra klimadebatten, hvor forskere stiller sig frem og fortæller, hvad konsekvenserne vil eller kan være af en forøget gennemsnitstemperatur. Black Mirror-afsnit er også en slags glidebaneargumenter. Men positivt kender du den fra Kickstarter-kampagner, aktivisme, der vil have os til at donere midler eller tid. Hvis vi bare står sammen, alle giver lidt, så spreder det ringe i vandet. Det forstærkes. Ligesom på en velpræpareret kælkebane er ideen, at farten på kælken vil øges, så snart du har sat i gang.

Christian Baron skelner mellem en logisk glidebane, hvor næste skridt påstås at følge af det første, og en empirisk glidebane, hvor kæden snarere handler om sandsynlighedsberegninger ud fra incitamenter, prognoser eller historiske mønstre. I den filosofiske dialog mixer vi dem lidt, men hælder generelt mod den ‘logiske’. Vi kan jo altid antage, at både A og B kan være tilfældet, og så undersøge de logiske konsekvenser.

Men netop fordi glidebaneargumentet arbejder med ‘hvad det kan udvikle sig til’ og menneskets frygtsomme omgang med det ukendte, er det tæt sammenvævet med dystopien. Dystopien er på sin vis en narrativ glidebane: et scenarie, hvor vi ser, hvordan noget, der begyndte relativt uskyldigt, udvikler sig værst tænkeligt. Det synes vores forestillinger mere nært end utopiske forestillinger.

B. Retrodiktionen

Retrodiktionen arbejder baglæns. Den forsøger at rekonstruere en helt eller delvist ukendt og udokumenteret begivenhed i fortiden ud fra en kendt nutid: ‘Givet at X er tilfældet i dag, er det rimeligt at antage, at Y med nødvendighed/høj sandsynlighed er gået forud’.

En god gårdvagt eller mesterdetektiv mestrer retrodiktionen. Retrodiktion ser sandsynlige koblinger og sammenstykker, som når Stanley Kubrick i filmen Rumrejsen 2001 klipper fra en triumferende abe, der netop har opdaget, at knoglen kan være et glimrende våben, til et futuristisk rumskib. Det er selvfølgelig kun antydet gennem klipningen, men påstanden synes at være, at vi har kunnet udvikle rumskibe, fordi vi engang i en ukendt og udokumenteret fortid opdagede, at naturen kan gøres til redskab for vores begær, behov og i abens tilfælde som våben til at slå dumme aber i hovedet og kue dem. Stanley Kubricks eksempel er i streng forstand også prædikativt: Vi har ikke udviklet så avancerede rumskibe endnu.

Retrodiktionen er genealogisk. Og i filosofien er vi ligesom Darwin, kristne apologeter, kosmologer og folk, der laver isboringer og anvender kulstof-14-metoden, optaget af betingelserne for, at noget kan være tilfældet i dag. Mange videnskabers metoder og faglige kundskab sigter simpelthen til at få fortiden til at tale gennem udlægningen af tegn. De har metoder og en forståelse for, hvad ting kan svare og ikke svare på ud fra en faglig teoriladethed.

Det filosofisk interessante er, hvorvidt vi kan genskabe fortiden eller mulighedsbetingelserne ud fra en kendt nutid. Om det synlige kan synliggøre det ellers usynlige. Der er mange metaforer for, hvad jeg mener. Man taler om, at noget er ‘tilsandet’ eller ‘sedimenteret’. Bogstaveligt talt kan man grave fortiden frem og med de rette metoder fx sige noget om, hvordan vejrliget var for 200.000 år siden, eller hvordan egypterne mumificerede deres afdøde, men filosofisk kan man også på et mere alment niveau søge betingelser for, at noget kan være tilfældet. Verden er ligesom givet, men hvad, HVAD, må være gået forud? Jeg spoler lige tiden knap 2500 år tilbage til Antikkens Grækenland.

I dialogen Faidon tager Platons Sokrates udgangspunkt i en hverdagslig erfaring og argumenterer retrodiktivt: Vi kan se, at to ting ligner hinanden, men også at de aldrig er et fuldkomment match. To pinde kan være næsten identiske, men netop ordet ‘næsten’ røber, at vi allerede har en forestilling om ‘fuldkommen lighed’, en målestok, som sanseerfaringen aldrig giver os i ren form. Den målestok kalder Platon en idé (fx ‘Ligheden’ selv): en ideal størrelse, som de konkrete ting i fænomenverdenen (læs: den almindelige verden) kun eftergør tilnærmelsesvist. Heraf udleder Platon forudsætningerne retrodiktivt: Når vi kan vurdere det ufuldkomne i fænomenverdenen i lyset af en fuldkommen idé, så må sjælen have haft adgang til ideerne før fødslen. Erkendelsen hviler derfor på genkaldelse af noget, sjælen altid allerede bar med sig. Derfor er erkendelse hos Platon egentlig identisk med generindring (anamnese).

For en nutidig læser fremstår Platon formentlig naiv og spekulativ. Som moderne mennesker har vi vænnet os til, at de empiriske videnskaber og matematiseringen af verden er målestokken for, hvad vi kan udtale os om på et fornuftigt grundlag, men Platon gør noget, som filosoffer og sci-fi-forfattere alle dage har gjort. Han laver en forudsætningsanalyse. Filosofien behandler områder, hvor det empiriske ‘måleinstrument’ mangler eller ikke er tilstrækkeligt: Det kan angå fænomener såsom skabelse, mening, tænkning eller viden. Her har tankeeksperimentet derfor nuppet rollen som en spekulativ forudsætningsanalyse. Når filosoffen virkelig spænder buen, såsom Immanuel Kant, så kalder vi det en transcendental analyse. Hvis du taber et glas på gulvet, og det går i stykker, så ser du en sammenhæng, faldet er årsag og det knuste glas virkningen. Den ‘transcendentale’ påstand er, at årsag-virkning allerede er virksom i din måde at erkende på. Det er ikke afhængigt af den enkelte episode eller noget, der udsprang i år 1642. Transcendentale betingelser er retrodiktionens tidsuafhængige kusine.

I populærkulturen er mesterdetektiven en retrodiktiv connaisseur. Sherlock Holmes er en retrodiktiv hypotesemaskine. Det er superkraften. I modsætning til filosoffen har Sherlock mennesker, forbrydere og vidner, der i sidste ende kan svare for sig, men tegnene er tildækket, ofte af en mesterforbryder, som vil sløre sine spor og lede sporhunden på vildspor.

I første afsnit af tv-serien Sherlock (2010-2017), A Study in Pink, demonstrerer Sherlock sine evner på Dr. John Watson. Det er deres første møde, men Sherlock afventer ikke, at Dr. Watson præsenterer sig selv. Dr. Watson præsenterer nemlig sig selv ved sin blotte tilstedeværelse og de tegn, som Sherlock lynsnapt sammensætter til en retrodiktion af Dr. Watsons fortid. Sherlock-serien er til tider filmet som en retrodiktiv POV-oplevelse.

Dr. Watson kan be- og afkræfte Sherlocks hypoteser, derfor betegner vi det som en ‘rekonstruktion’ af faktiske forhold. Det er retrodiktionens fætter. Finurligt er det, at Sherlock faktisk gætter forkert i et af tilfældene. Du kan gense det fremragende afsnit for at aflure hvilken.

C. Kontrafaktisk

Kontrafaktiske tankeeksperimenter ændrer et faktisk forhold i fortiden og undersøger, hvilke udfald der så ville fremkomme.

Historien kan fremstå forstenet og derfor lidt kedelig. Den gik ligesom sin gang i én retning, men hvad med alle de andre muligheder, potentielle udfald, de uendelige hvis… nu’er… og deres hvad… så’er…? Hvis nu personen, teknologien, magtforholdene eller beslutningen havde været en anden – hvordan ville det så have udspillet sig, og hvilke konsekvenser ville det have haft?

Det kontrafaktiske tankeeksperiment er en undersøgelse af en eller flere af de uendelige hændelser og beslutninger, som aldrig blev.

Filosofisk spørges der til, hvad der var væsentligt og uvæsentligt, hvad der var nødvendigt eller tilfældigt, fordi man genåbner det rum af mulighed, som nok synes lidt lukket år eller årtier senere. Man ændrer et faktisk forhold og lader udfaldet stå åbent: Hvad ville så være sket i stedet?

Fx har flere tankeeksperimenter og fortællinger stofliggjort spørgsmålet: Hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig? Hvordan ville Europa så have set ud? Hvilke styreformer, institutioner og værdier ville have udviklet sig? Ville nazismen kunne omsættes fra krigslogik til varig statsform, stabiliseret gennem forvaltning, ret, uddannelse, sprog etc. i en almindelig hverdag? Eller ville styret kun kunne bestå som et permanent undtagelsesregime, der langsomt udtømmer sine egne betingelser, når krigen er vundet?

I Tarantinos nyklassiker, Inglourious Basterds, dræber et hold jøder den nazistiske topledelse, inklusive Hitler, i et attentat. Vi ved, at Hitler tog sit liv i 1945, uden at jøder var direkte involveret, men hvis nu nogle jøder havde haft magt og mulighed for at hævne sig på Hitler og den nazistiske topledelse? Hvordan ville hævngerrigheden så kunne spille sig ud blandt disse kontrafaktiske mennesker?

Tankeeksperimenter viser spændvidden mellem den mere æstetiske og symbolske undersøgelse og den logisk stringente.

Det ene spørger til hævngerrighedens natur og hvad den gør ved mennesker, der har alle tænkelige erfaringer og motiver for at være fyldt med hævngerrighed. Tarantino er grænsesøgende, mens det andet tankeeksperiment spørger til nazismen mere koldblodigt: Hvis krigen var endt anderledes, hvad ville så følge af nazismen som styreform og livsholdning? Her bliver den kontrafaktiske ændring også et stykke uformel logik: Vi ændrer en historisk betingelse og forsøger at følge, hvad der med rimelighed kan følge af den.

Filosofisk er den æstetiske og den logiske kontrafaktiske undersøgelse interessante ved at holde hævnen og styreformen frem som fænomener, vi kan undersøge under forhold, der aldrig var, men forhold som kan sladre om deres hvordan og dermed deres HVAD. Tankeeksperimenter og science fiction deler dette plotværktøj, hvor man er grænsesøgende og forstærker for at kunne undersøge fænomener, hypoteser og mulige fremtider og i det kontrafaktiske – mulige fortider – for at sige noget substantielt om mennesker og samfund i al filosofisk almindelighed

D. Semifaktisk

Semifaktiske tankeeksperimenter ændrer ligesom de kontrafaktiske et faktisk forhold i fortiden, men i stedet for at lade udfaldet stå åbent, fastholder de noget, vi ved faktisk er tilfældet, og undersøger, om det alligevel ville være blevet sådan.

Du fastholder altså et kendt udfald, P, og ændrer en vigtig forudsætning, X, til en alternativ hændelse, Y. Spørgsmålet bliver derfor: Hvis Y var sket i stedet for X, ville vi så alligevel være endt op med P?

Det gør semifaktikken til en prøve på X’s rolle i det forløb, vi faktisk fik: Var X i praksis irrelevant, blot medvirkende eller direkte udslagsgivende for, at P indtraf? Hvis P rimeligvis ville være indtruffet uanset X, så var X måske ikke afgørende. Hvis P bortfalder uden X, peger det på, at X var udslagsgivende.

Forskellen til kontrafaktikken er altså lille, men afgørende. Kontrafaktikken spørger, hvad der ville være sket i stedet. Semifaktikken spørger, om det, der faktisk skete, ville være sket alligevel.

Faktisk kan vi bare dreje lidt på spørgsmålet om Tysklands sejr i 2. Verdenskrig. Kontrafaktisk spørger vi: Hvordan ville Europa have set ud, hvis Tyskland havde vundet? Semifaktisk fastholder vi derimod noget, som faktisk er tilfældet i dag: de liberale demokratier i Vesteuropa. Vi spørger så: Ville de liberale demokratier, som vi kender fra Vesteuropa i dag, stadig have eksisteret, hvis Tyskland havde vundet 2. Verdenskrig?

Vi spørger semifaktisk, om de liberale demokratier er en slags historisk bulldozer, eller om de er historisk skrøbelige og betingede. Er demokratiet menneskets normale tilstand eller en undtagelsestilstand? Hvor meget afhænger vores nuværende politiske orden af netop det historiske forløb, vi faktisk fik?

Faktisk er det semifaktiske tankeeksperiment ganske yndet i hverdagssituationer. Du har mødt argumentet mange gange fra børn og voksne i alle aldre:

• Person A: (ser og vurderer, at person B gør noget godt) “Det du gjorde var virkelig sødt!”
• Person B: “Det ville nok være gået alligevel, men tak.”
  (Underforstået: Min handling var måske ikke så afgørende eller rosværdig, for det ville være endt godt alligevel.)

Her ændrer vi altså noget i det faktiske forløb – person B’s handling – men fastholder udfaldet som prøvepunkt: Ville det gode resultat være indtruffet alligevel? Det er semifaktikkens særlige greb.

Kort genfortalt. Det der gør de fire typer af tankeeksperimenter distinkte er:

• Prædiktion: Vi opstiller bestemte begyndelsesbetingelser og spørger, hvad der vil eller kan følge af dem. Tanken bevæger sig fremad fra et givet hvis til mulige så’er.
• Retrodiktion: Vi tager udgangspunkt i noget, vi ved eller antager er tilfældet nu, og spørger, hvad der må eller sandsynligvis må være gået forud. Tanken bevæger sig baglæns fra nutiden mod dens mulige betingelser/forudsætninger.
• Kontrafaktisk: Vi ændrer noget i fortiden og spørger, hvad der så ville være sket i stedet.
• Semifaktisk: Vi ændrer noget i fortiden, men spørger, om det kendte udfald alligevel ville være indtruffet. Udfaldet er på prøve som noget historisk betinget eller ubetinget.

Og nu til den gode nyhed. Du kan bruge indlægget som teoriladet kontekst i en AI og skabe filosofiske stimulus til spørgsmål, som er tankeværdige for dine elever eller du fagligt vil opkvikke med et tankeeksperiment.